Efterlyser vidner til skudepisode

To skudmærker i termorude, da husejer i Hanstholm vendte hjem fra ferie.

Da en husejer på Bygmarken i Hanstholm lørdag ved middagstid efter en uges ferie vendte tilbage til sin bolig, opdagede han straks, at der var to skudmærker i den yderste termorude i huset. Vagthavende på politigården oplyser, at der formentlig er tale om, at der har været skudt med et luftgevær. Men da politiet ikke har andre oplysninger om tilladelser eller skudepisoder den seneste uges tid, efterlyser politigården nu vidner til skydning i området.