Efterlyst henvender sig selv til politiet i drabssag

I sagen om drabet på en 76-årig mand har politiet fået kontakt til en mand, der betragtes som vidne i sagen.

Drab 8. september 2018 15:30

En mand, der var efterlyst i forbindelse med drabet på en 76-årig mand i Esbjerg, har selv kontaktet politiet.

- Manden er blevet afhørt, og hans forklaring indgår ligesom andre vidners forklaring i sagen. Efterforskningen fortsætter med både afhøringer og tekniske undersøgelser, hedder det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mere end et døgn efter, at den ældre mand blev fundet død i sin lejlighed på Tinghøjs Allé i Esbjerg, meldte politiet fredag ud, at der efter alt at dømme er tale om et drab.

Den 76-årige mand er blevet obduceret, og undersøgelserne viser, at manden har været udsat for stump vold flere steder på kroppen, og at det er de skader, som er årsag til hans død.

Ifølge politiet blev manden sidst set i live onsdag den 5. september, hvor manden var i selskab med en anden mand. Det er den mand, som nu har henvendt sig til politiet.

Politiet fik anmeldelsen om fundet af manden torsdag klokken 15.18. I første omgang meldte politiet ud, at der var tale om et "mistænkeligt forhold".

Natten til torsdag meldte politiet så ud, at der var tale om et "mistænkeligt dødsfald".

Ved et mistænkeligt dødsfald agerer politiet, som om der er tale om et drab. Det vil blandt andet sige, at findestedet bliver afspærret og gennemgået, som var det et gerningssted.

Nu lyder meldingen altså, at der efter alt at dømme er sket en forbrydelse, og at der er tale om vold.

Betegnelsen "stump vold" dækker over for eksempel slag, spark og slag med genstande. Ud over "stump vold" taler retsmedicinere om "skud" og om "skarp vold", for eksempel knivstik og snitsår.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...