Efterlyst mand endelig anholdt

Først onsdag blev en mulig voldsmand fra overfald søndag anholdt

Tirsdag aften meldte vagtcentralen hos Midt- og Vestjyllands Politi ud, at en mulig voldsmand fra et overfald søndag morgen var anholdt. Det viste sig dog ikke at holde stik, men onsdag eftermiddag klokken 14.15 klappede håndjernene om håndleddene hos en 32-årig mand fra den nordlige ende af Thy. Beskrivelsen af den mand, som søndag morgen uden for værtshuset Harmonien havde nikket en 34-årig mand en skalle og slået ham en eller flere gange med knytnæve, passede med den nu anholdte 32-årige. Han blev resten af onsdagen afhørt hos politiet i Thisted og derefter vil juristerne tage stilling til, om der skal ske en fremstilling i et grundlovsforhør i løbet af torsdag formiddag. Den 32-årige vil blive sigtet for vold og sandsynligvis også for trusler mod vidner. I følge den overfaldne havde den 32-årige truet med at slå sit offer ihjel, hvis han valgte at gå til politiet. Anholdelsen skete på gaden i Thisted og var uden dramatik.