EMNER

Eftermiddagen er vundet tilbage

Fars lederjob gav familien en chance for at vende hverdagen på hovedet

- Jeg får ondt i maven af at tale om det, for jeg kan sagtens huske, hvordan det var, siger Mette Svaneborg, 34. Tidligere har stress været et fast medlem af familien Svaneborg/Christensen, der består af far, mor og to sønner. Hun er ikke i tvivl om, at både Mikkel og hans storebror Frederik Svaneborg, som i dag fylder seks år, kunne mærke, hun var stresset. - Jeg skulle nå så mange ting, at jeg blev afvisende overfor børnene. Om eftermiddagen havde jeg ikke tid til dem, medmindre de ville sidde på køkkenbordet, mens jeg lavede mad, fortæller hun. Vendepunktet kom for et par måneder siden, da far, Morten Christensen, blev daglig leder af en farvehandel i Nørresundby, hvor han tidligere havde været salgsassistent. Idag laver han selv arbejdsplanerne, så han møder tidligere, men er til gengæld hjemme ved familien klokken 16 istedet for klokken 18. Nu har familien de fleste eftermiddage sammen. Når Mette Svaneborg, der er sygeplejerske, har en aftenvagt på Aalborg Sygehus, kan Morten Christensen selv nå hjem og passe drengene, hvis det da ikke er morfar, der træder til. - Familiemæssigt har det givet os en meget bedre helhed. Nu er det ikke kun, når vi kører bil, at familien er samlet og har tid til at snakke, fortæller Mette Svaneborg, der har oplevet, at der er blevet mere snak og mindre skæld ud. Simpelthen fordi Mikkel og Frederik ikke længere laver så mange numre. Tidligere kastede de legoklodserne rundt i stuen, hvis hun ikke havde tid til at komme ind og se deres bygningsværk for tredje gang. - Der skulle ikke så meget til, før jeg eksploderede, men jeg tror også, de hurtigere blev irriterede på mig, fordi jeg ikke gav dem den samme opmærksomhed, siger Mette Svaneborg. Knytter sig også til far I dag ser de fleste eftermiddage anderledes ud, for nu er begge forældre som regel hjemme og kan give børnene opmærksomhed. Det giver ikke alene mere ro men har også betydet, at begge drenge har knyttet sig mere til Morten Christensen. Nu kan han også få lov at læse for dem og give dem nattøj på. Tidligere var det kun mor, der duede. - Det betyder meget for mig, at de nu også går til mig. Det var frustrerende kun at se dem komme til Mette, fortæller Morten Christensen, der også selv oplever mere af børnenes liv. Før fungerede Mette Svaneborg ofte som referent og måtte fortælle ham, hvad der var sket derhjemme om eftermiddagen eller til en forældresamtale. Da han var salgsassistent mødte han først klokken 9.30 og havde derfor god tid sammen med børnene om morgenen, men han savner ikke de langsomme morgentimer. - Tiden er bedre givet ud om eftermiddagen, hvor vi kan være sammen alle sammen, siger Morten Christensen, der dog altid har mobiltelefonen tændt i forretningens åbningstid. - De skal have mulighed for at få fat i mig. Men jeg arbejder ikke mere end en normal arbejdsuge, så skal man hellere uddelegere, mener han. Selvom hverdagen og især eftermiddagene var hektiske, så var det planlægningen, der gik forældrene mest på. Når Mette Svaneborg fik udleveret en ny vagtplan turde hun knapt kigge på den af skræk for at se ordet "aftenvagt" for mange steder. Forældrene sammenligner dilemmaet med at have et sygt barn. Det skal passes på den ene eller anden måde, men hvordan? De stod med dilemmaet mindst otte gange om måneden. - Det var psykisk hårdt og opslidende, for vi følte vi kastede dem fra Herodes til Pilates. Enkelte gange har vi snakket om at melde os syge for selv at passe dem, men heldigvis er vi aldrig nået så langt, siger Mette Svaneborg. Hendes far bor i nærheden, og familien er enige om, at han er deres helt store redningsmand. Siden han for et par år siden flyttede til Aalborg har han været fast børnepasser, og de dage, hvor Mette Svaneborg havde aftenvagt var det morfar, der hentede Mikkel og Frederik. Han forberedte også aftensmaden til Morten Christensen kom hjem fra arbejde. Uden morfar var det en kamp at nå at lave noget aftensmad, inden drengene faldt i søvn. - Min fars hjælp betyder virkelig meget for os, siger Mette Svaneborg og fortæller, at det stadig ofte er hendes far, der træder til, når hun har aftenvagt, eller hvis det er lørdag og både hende og Morten Christensen skal arbejde.