Terrorisme

Efterretningsfolk afhører Khalid Sheikh Mohammed

Islamabad, mandag /ritzau/Reuters Khalid Sheikh Mohammed, en af de formodede bagmænd til terrorangrebene mod USA for halvandet år siden, blev mandag for tredje dag i træk afhørt af pakistanske og amerikanske efterretningsagenter, efter at han i weekenden blev pågrebet i den pakistanske by Rawalpindi. Khalid Sheikh Mohammed er ifølge eksperter i international terror nummer tre i terrornetværket al-Qaeda efter Osama bin Laden og dennes næstkommanderende, egypteren Ayman al-Zawahri. Det er efterretningsfolkenes håb, at afhøringen af Mohammed kan kaste nyt lys over al-Qaedas organisering, hvilke terrorplaner netværket har og måske sætte agenterne på sporet af de øvrige al-Qaeda ledere. Pakistans indenrigsminister, Faisel Saleh Hayat, beskrev pågribelsen af Mohammed som "den største fangst" hidtil i kampen mod international terrorisme. Han afviste forlydender i weekenden om, at det højtstående al-Qaeda medlem var udleveret til USA og fløjet væk fra Pakistan. - Han er stadig i Pakistans varetægt, hvor han bliver afhørt, sagde indenrigsministeren. Hvor Khalid Mohammed befinder sig er ikke oplyst. En talsmand for Pakistans præsident, Pervez Musharraf, sagde, at pakistanske og amerikanske efterretningsfolk i fællesskab afhørte Mohammed. Iagttagere i Pakistans hovedstad, Islamabad, sagde, at efterretningsfolkene især vil forsøge at pumpe Mohammed for oplysninger om planlagte al-Qaeda-aktioner. Rygter om sådanne aktioner har ved flere lejligheder i de senere måneder sat myndighederne i USA og Europa i forhøjet beredskab. - Målet er at kunne imødegå eventuelt kommende aktioner i Europa og USA, som er organiserede af Mohammed, sagde Ahmed Rashid, der er ekspert på al-Qaeda og talibanerne i Afghanistan. Ahmed Rashid peger på, at der på det seneste har været rygter om nært forestående al-Qaeda aktioner, men at de al-Qaeda celler, som skal udføre aktionerne, nok er blevet rystet efter arrestationen af Mohammed. Den pensionere pakistanske general Shaukat Qadir sagde mandag, at han "er sikker på tortur" er en af de metoder, som efterforskerne anvender for at få oplysninger ud af Khalid Sheikh Mohammed. - Jeg vil blive overrasket, hvis tortur ikke er en af metoderne, sagde Shaukat Qadir, der desuden tror, at tilfangetagelsen af Mohammed sandsynligvis fører til flere anholdelser af al-Qaeda medlemmer, dog ikke nødvendigvis Osama bin Laden. - De vil helt sikkert spørge ham om bin Laden. Men jeg tror ikke Mohammed ved, hvor bin Laden er, sagde den pensionerede general. Samme linje er den australske eksperter på terror, Amin Saikal, inde på. Han siger, at bin Laden sandsynligvis er flygtet, straks han hørte, at Mohammed var arresteret. - Dette er en mulighed for bin Laden at flytte sig. Hvis USA ved, at bin Laden er i live og ønsker at tage ham til fange, skulle de ikke have offentliggjort, at de havde fået fat i på Mohammed, siger Amin Saikal. Tilfangetagelsen af Khaild Sheikh Mohammed blev modtaget med tilfredshed i mange lande, dog især i USA og Pakistan. USA havde udlovet en dusør på 175 millioner kroner for oplysninger, som førte til Khalid Shaikh Mohammed. Han har været på USA's liste over "mest eftersøgte personer" siden 1995. /ritzau/Reuters