Ulykker

Efterskole bag aftenmøde om kvæstet 16-årig elev

Mandag var vinterferien slut for eleverne på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole - allerede søndag aften mødte de.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forstander Jens Brix Grønhøj foran idrætsefterskolen HCI i Haverslev, der har 115 elever. Arkivfoto: Michael Koch

- Det skete efter en forhåndsaftale om, at vi alle inklusiv hele lærerstaben skulle samles i spisesalen klokken 21 for i fællesskab at gennemgå hele hændelsesforløbet omkring den alvorlige ulykke, der har ramt en af vore elever, Michelle Hasselgaard Pedersen, forklarer forstander Jens Brix Grønhøj. Hun var en af de personer, der blev alvorligt kvæstet, da en baldakin på gågaden i Hjørring lørdag 20. februar under snemasserne styrtede sammen over adskillige personer. Mulighed for fortrolig samtale Ifølge forstanderen blev hele forløbet snakket igennem i fællesskab. De elever, der følte behov for det, havde bagefter mulighed for en ekstra tæt snak med nogle af lærerne. - Et tilbud flere af dem tog imod, men ellers snakkede vi også om, at livet her på idrætsefterskolen ikke skal gå i stå. Det uanset den alvorlige ulykke, som har påvirket mange af eleverne dybt. Heldigvis har de haft vinterferien til at snakke situationen grundigt igennem med deres forældre, påpeger Jens Brix Grøn. Fysiske hilsener til kvæstet Lige så snart den kvæstede Michelle Hasselgaard Pedersen er kommet så meget til hægterne, vil der efter aftale med hendes forældre blive arrangeret besøgsmulighed hos hende af de elever, der står hende aller nærmest. - Men indtil det kan ske, har vi opfordret eleverne til at skrive breve til hende frem for SMS-beskeder. Så har hun dem bagefter som et evigt minde. På samme tid vil vi også sende hende redigerede videohilsener her fra idrætsefterskolen og vores dagligdag, blandt andet af vores gymnastikopvisning i morgen, fortæller Jens Brix Grønhøj. Uden at ville gå i nærmere detaljer oplyser forstanderen, at det helbredsmæssigt i øjeblikket går langsomt fremad for den kvæstede 16-årige Michelle Hasselgaard Pedersen, efter at hun er kommet ud af koma på Aalborg Sygehus. - Men der er tale om en meget alvorlig ulykke, der har ramt hende, tilføjer han.