Efterskole lokker med forfattercamp
Ungdomsskolen i Haubro inviterer i uge 7
HAUBRO: Mange har sikkert allerede planlagt skiferie - eller en tur med familien til lunere himmelstrøg.
Men skulle der nu være teenagere derude, der endnu ikke ved, hvad de skal lave i uge 7 - og som i øvrigt går rundt med en forfatter eller en journalist "i maven" - så kunne tre dages skrive-camp på Himmerlands Ungdomsskole i Haubro måske være en mulighed.
Camp’en i Haubro er målrettet unge i 7. 8. eller 9. klasse, som godt kan li’ at skrive historier, fotografere og/eller youtube-blogge, og som samtidig gerne vil have en lille smagsprøve på efterskolelivet.
Camp-deltagerne kan enten vælge at arbejde med portrætfotografering, nyhedsartikler og selviscenesættelse på nettet i Himmerlands Ungdomsskoles Journa10-klasse, som for nylig udmærkede sig ved at erobre den nordjyske førstepris i den landsdækkende aviskonkurrence "Avisen i undervisningen".
Underviserne i Journa10-klassen er Sebastian Alsing som er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet som skrivende og fotograferende journalist på lokalavisen Sjællandske. Han suppleres af Niels Bundgaard, der er uddannet lærer og som i sin fritid arbejder som freelance fotograf.
På forfatterskolen bliver man undervist af 36-årige Lene Dybdahl, som er forfatter til fem ungdoms-romaner, heriblandt bestsellerserien "Nøglens Vogtere".
I løbet af ugen vil hun - sammen med ungdomsskolens faste forfatterskole-underviser, Kathrine Brøndum - gå i dybden med, hvordan man opbygger et plot fra start til slut, så man får et overblik over hele sin historie. Man får tips til at skabe en spændende og levende handling, der skal laves plottwistkort, og camp-deltagerne får nyttige tips til, hvordan de opbygger et fantastisk eller realistisk univers.
Himmerlands Ungdomsskole har før inviteret til forfatterskole - senest i 2014, da 15 elever deltog.
Ambitionen i denne omgang er et deltagerantal på nogenlunde samme niveau, men der skal på den anden side heller ikke være alt for mange, da der skal være tid til at give den enkelte elev feedback, pointerer Sara Græsborg fra efterskolen i Haubro.
Himmerlands Ungdomsskoles egne elever har først vinterferie i uge 8, så efterskolen vil under hele skrive-camp’en summe af efterskoleliv.
- Campdeltagerne "låner" værelser på skolen og vil komme til at opleve at få en værelseskammerat og et gangfællesskab. Og ud over undervisningen bliver der også en masse andre sjove aktiviteter, lokker Sara Græsborg, som på efterskolens vegne har stået for at arrangere skrive-camp’en.