Efterskole på charmeoffensiv

Godt 80 familier kiggede Ingstrup Efterskole an

Skolevæsen 27. september 2004 06:00

INGSTRUP: 3 kasser småkager, 9 bradepandekager, 5 ostelagkager, 5 pæretærter og 2 brunsvigere- det var det håndgribelige bevis på, at flere end sidste år havde benyttet "Efterskolernes Dag" til at kigge nærmere på Ingstrup Efterskole. En af de potentielle elever, er 14-årige Grith Jensen fra Halvrimmen. Hun har besluttet sig for at tage på efterskole i niende klasse og besøgte sammen med sine forældre, Hanne og Bjarne Jensen, efterskolerne i Aabybro og Ingstrup. Umiddelbart vandt Ingstrup på point. - Den er ikke så stor som skolen i Aabybro og her har de en håndboldlinje, og jeg vil meget gerne spille håndbold, siger Grith Jensen. For hende er det primært for at prøve noget nyt og møde nye mennesker, at hun vil på efterskole. Familien blev vist rundt af to elever fra skolen og fik dermed klar besked om, hvordan efterskolelivet er. Og i musiklokalet blev der vist en fortolkning af H.C.Andersens eventyr. "Prinsessen på ærten" blev til eventyret "Efterskoleeleven på bogen", som afslutningsvis kunne konstatere, at pigen var en rigtig efterskoleelev - hun havde nemlig sovet dårligt, fordi hun havde læst og sunget hele natten i den bog, der lå under de mange madrasser og edderdunsdyner. Måske bliver Grith Jensen også en rigtig efterskolelev fra næste skoleår. Det håber hendes mor på - Hanne Jensen har selv været to år på efterskole, men ifølge hende selv var det mere på grund af, hun var en uvoren teenager - for datteren handler det om ballast og oplevelser. - Hun får nogle oplevelser for resten af livet, og det er godt og positivt for unge mennesker at se, at der også eksisterer en verden udenfor Brovst og Halvrimmen, siger Hanne Jensen., og erkender, at det kan blive lidt tomt i huset, når familiens eneste barn forlader reden for en tid. - Der bliver lidt mere plads på badeværelset, og hun kommer jo hjem de fleste weekender, siger Bjarne Jensen med et smil.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...