Efterskole stemmer tonen til fest

Masser af gæster på vej, så der er dømt øvning på efterskolen

VESTER THORUP: - What a fee-ling, råber Katrine Hoffmann ind i mikrofonen. Hun har en stor strikhue på, som dækker det meste af ansigtet, løse hængerøvsflonelbukser og en sweater. Ingen makeup og lilla flade sko. Så hun matcher resten af bandet. Øvelokalerne på Vester Thorup Efterskole er booket hårdt i disse dage. Musik- og dramaefterskolens 72 elever er i fuld sving med at få de sidste toner, dansetrin og dialoger på plads, før næste weekends to festdage: Skolens 9 års fødselsdag med åbent hus lørdag. Og Efterskolernes dag med besøg af potentielle nye elever søndag. Selv har eleverne kun godt halvanden måneds skolegang i ryggen, for de startede i august, men det er ikke til at se. Alle steder, i øvelokalerne, på tilskuerrækkerne og i rygerhjørnet i gården nærmest hænger de 15-16 årige fysisk op ad hinanden. - Hey Jesus, kom lige her hen, råber en pige til en fyr med løs t-shirt, viltert skulderlangt hår og bredt smil. Nysgerrige Han Herred-beboere og næste års efterskoleelever får nok at lytte til og kigge på, når de dukker op i weekenden. Alt fra Alanis Morisettes "Ironic" over skotske "Loch Lomond" til en dialog med Gud. Sidstnævnte spilles af Nadja og Nadia, som har travlt med at ligge på gulvet og terpe replikkerne ind. Af og til er ordene væk, og dramalæreren træder til med sufflørhjælp. - Man er meget tættere med lærerene end normalt, fortæller elev Mette Borre. Vil weekendens besøgende på Vester Thorup Efterskole falde ind i billedet, skal de iføre sig kinasko, skotskternede bukser, pink strømpebukser, tørklæde, masser af halskæder og armbånd og helst et par øldåsetapper i håret.