Efterskole vil igen samle ung musik

Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum inviterer til ny Aftryk-festival

Margit Sig
I år er det bandet Figurines, der vil gå i front og spille sammen med de unge musiktalenter.
Musik 11. marts 2007 05:00

BÆLUM: Under navnet ”Aftryk-festival - musik med eftertryk” arrangerer Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum igen i år en rockfestival ved Bælum Mølle med fokus på talentudvikling for ungdomsbands. Det sker torsdag 24. maj og i samarbejde med Rebild Kommunale Ungdomsskole, Rebild Kulturskole og Dansk Rock Samråd, ROSA. I år er det bandet Figurines, der spiller for til festivalen sammen med cirka 20 bands, der har komponeret egen musik og ved festivalen får lov at afprøve deres talent på en professionel scene over for et stort publikum på cirka 2500 efterskoleelever og unge fra det lokale musikmiljø. - Målet med Aftryk er grundlæggende at tage unges musikalsk skabende proces alvorligt. Aftryk viste sidste år, hvor stor betydning det har at give vækstlaget af unge musikere et mål med de mange timer i øvelokalerne, ved at tilbyde dem muligheden for at spille i et professionelt setup, siger Berno Jacobsen, forstander på Østhimmerlands Ungdomsskole. Ideen med Aftryk er udviklet i samarbejde med rockbandet Kashmir, som da også spillede ved den første festival i Bælum i fjor. Musikerne i Kashmir fandt netop sammen på et efterskoleophold og vil gerne bidrage til ny talentudvikling ved at stå frem som rollemodeller. Som ekstra motivation vil et af de deltagende bands i år blive udtaget af ROSA til at spille på SPOT-Festivalen i Århus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...