Efterskoledag med kamp til stregen

Halvorsminde Ungdomsskole havde åbent hus

Skolevæsen 27. september 2004 06:00

HJØRRING: - De bå, de blå, råbte den ene halvdel af teatersalen. - Nej, de røde, de røde, råbte den anden halvdel. Jo, der var kamp til stregen i går på Halvorsminde Ungdomsskole på Halvorsmindevej, hvor det var åbent hus. Søndag var Efterskolernes Dag over hele landet, og på Halvorsminde var interessen som sædvanlig stor. Skal man dømme efter antallet af parkerede biler, så må der have været mindst 250 besøgende, da NORDJYSKE gæstede den nu over 100 år gamle skole. I fire timer kunne både forældre og især kommende elever snuse til, hvad ungdomsskolen har at byde på. Ved ankomst tog de nuværende elever hånd om de mange gæster, der blev guidet rundt på skolen. Her var der forskellige arbejdende værksteder, og interesserede kunne blandt andet høre mere om de forskellige liniefag, som skolen har. Det er f.eks. medielinie eller værkstedslinie, og så bydes der naturligvis også på traditionelle fag som dansk og matematik. I alt 114 elever er der plads til i det nye skoleår, hvor der skal begynde både 9. og 10. klasser. Men eftermiddagens helt store trækplaster under det åbne hus var nu engang eleverne fra teaterlinien, der inviterede til en proff og sjov omgang "teatersport". Salen var lavet om til en form for boksering, og her skulle det røde hold møde det blå hold, dog kun med verbale og ikke korporlige slag på tæven. - Både kronprinsens og Marys bryllup og Joachims og Alexandras skilsmisse vil blegne ved siden af det, som I nu skulle opleve, blev der indledt med - og det kunne der være noget om. De unge teaterelever måtte improvisere sig igennem teateropgaver, som de ikke kendte på forhånd, og bagefter skulle publikum sammen med de to elevdommere finde vinderen af de enkelte discipliner. Og det skete netop ved at vifte med enten en blå eller en rød seddel og så de ovennævnte ytringer. Og helt nemt blev det ikke for kombattanterne, for undervejs skulle der forklares begreber og ord som girafklipning, pandekagebagning og for den sags skyld "tvekønnede efterskoler". Kunne man ikke selv deltage i går, kan man læse mere om skolen på www.halvorsminde.dk på internettet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...