Skolevæsen

Efterskoleelever i kamp på Sjælland

Unge fra Hobro er udset til at spille en vigtig rolle i forbindelse med rollespilstræf i Sorø på søndag

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et rollespilssværd koster typisk mindst 500 kroner, hvis man skal købe det i en forretning. Med lidt fingersnilde og de rette materialer kan et slagkraftigt sværd fremstilles for under det halve.

Op imod 100 unge fra Hobro drager torsdag afsted til Sjælland for at organisere kampe på liv og død. På opfordring fra arrangørerne fra Danmarks Radio, skal eleverne fra Østerskov Efterskole være med til at forvandle "sløve zappere til stolte sværdsvingere", når det søndag går løs med det tredje Barda Rollespilstræf i naturen omkring Sorø. Træffet udspringer af B&U-afdelingens Barda-programmer, som efterhånden har kørt gennem tre-fire sæsoner, og flere end 5000 rollespilsinteresserede børn i alderen fra 7 til 12-13 år ventes at strømme til Midtsjælland for at tage del i løjerne. Østerskov Efterskoles hovedopgave i forbindelse med Barda-træffet bliver at stå for kamparenaen - og lære fra sig med hensyn til kampteknik og våbenfremstilling. Kamparenaen vil fast være bemandet af mindst 30 efterskoleelever, og i alt er 60 af de unge fra Hobro udset til at stå for kamptræningslejren i det midtsjællandske. Andre af efterskoleeleverne vil under træffet kunne opleves som mosekoner, orker og forskellige andre eventyrfigurer. - Alt i alt får vore elever en værdifuld erfaring i, hvordan man afvikler et stort arrangement som Barda-træffet. En erfaring, som de på sigt vil kunne drage nytte af på en hvilken som helst arbejdsplads, forudser pædagog Morten Tellefsen, Østerskov Efterskole. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende, torsdag