Efterskoler går fri af tiltag: Elever kan blive på skolen

Skoleelever fra 5. klasse og op sendes hjem fra onsdag i flere kommuner. Det gælder dog ikke for efterskoler.

KØBENHAVN:Fra på onsdag sendes skoleelever fra 5. klasse og opefter i 38 kommuner hjem for i stedet at modtage digital undervisning.

Det er et af tiltagene, der mandag blev meddelt for at bremse den stigende coronasmitte.

Elever på efterskoler i de berørte kommuner kan dog blive boende på skolerne og modtage undervisning.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskoleforeningen, siger til DR, at eleverne ikke bør rejse hjem i mellemtiden.

- Vi anbefaler vores elever, at de bliver på skolen indtil jul. Men det er kun en anbefaling baseret på almindelig sund fornuft, siger han til DR.

Selv om efterskoleeleverne kan blive på skolerne, må der dog ikke startes nye, korte kurser over julen.

Der blev mandag annonceret flere tiltag for at bremse den stigende smitte med covid-19, som mandag nåede nye højder.

Her blev der registreret yderligere 2046 coronatilfælde. Det er det højeste antal, der er målt på ét døgn.

Der skal dog tages højde for, at der nu testes langt flere end tidligere i epidemien. Det betyder, at der findes flere smittede uden symptomer.

Statens Serum Institut (SSI) har tidligere anslået, at der ville være fundet op mod 3000 tilfælde dagligt, hvis der blev testet lige så mange i foråret.

Et af tiltagene var altså, at elever fra 5. klasse fra onsdag overgår til digital undervisning. Det samme gælder på gymnasier og videregående uddannelser med få undtagelser. Derudover skal blandt andet barer, caféer og restauranter lukke for servering på stedet.

Også elever på kostafdelinger og skolehjem på ungdoms- og voksenuddannelser kan som efterskoleeleverne få lov til at blive.

Her kan uddannelsesinstitutionerne dog vælge at overgå til digital undervisning, fremgår det af meddelelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.