Efterskolerne er truet

STISTRUP:Farsø Efterskole holder ordinær generalforsamling på fredag, og der er især et emne, som presser sig på. Formanden for efterskolen, Mogens Bøg-Jensen, kan nemlig ikke undgå at se de mørke skyer, som hænger over efterskolerne, og dermed også Farsø Efterskole. Politikerne har sået tvivl, om 10.-klasserne skal fortsætte med at bestå. Der vil nemlig være en grænse for, hvor stor egenbetaling, efterskolerne kan kræve hos forældrene, og det vil især gå ud over de elever, der har det svært i en almindelig skolegang. Formanden vil dog ikke se helt sort på fremtiden, da Farsø Efterskole stadig klarer sig godt økonomisk og formår at forbedre forholdene for eleverne. Især inden for IT, som er en stor hjælp for skolens elever, der alle er ordblinde. Det er nemlig et helt specielt program, som man kører med på efterskolen, hvor eleverne kan bruge pc'en som et hjælpemiddel.