Eftersøgning intensiveres

Naturkatastrofer 2. september 2002 08:00

STAVANGER: Eftersøgningsholdet, der i et vanskeligt tilgængeligt terræn øst for Stavanger leder efter den forsvundne 18-årige hjørringensiske ungdomsskoleelev Taitan Nghun bliver mandag reduceret, men til gengæld intensiveres eftersøgningen på andre måder. Norsk politi og redningsmandskab besluttede i aftes på et stabsmøde at fortsætte eftersøgningen både mandag og tirsdag om nødvendigt efter den 18-årige, der forsvandt under en vandretur i onsdags, og nye metoder tages nu i brug. Små kameraer skal sænkes ned i klippespalter i nærområdet, hvor han forsvandt, og eftersøgningsmandskab flyves nu direkte ind til søgeområder med transporthelikoptere for at spare tid. Samtidig suppleres eftersøgningsstaben på 60 i morgen af flere politihunde, mens eftersøgningen udvides til et større område. - Vi fortsætter så længe, der er håb. Og i morgen udvider vi eftersøgningen til at dække et større område, så vi både leder, hvor det er mest sandsynligt, at han opholder sig, og de steder, hvor det er knapt så sandsynligt, men hvor der er en teoretisk mulighed, siger stabsvagten hos politiet, Erga Ragnvald. Med udvidelsen af eftersøgningen leder politiet i et stort område, der strækker sig fra Serdal til Lysebotn. Politiet mener stadig, at der er et reelt håb om at finde den 18-årige savnede dansker i live. - Det er vores erfaring, at folk kan overleve i fjeldet i længere tid. For halvandet år siden fandt vi en kvinde, der havde været forsvundet i fjeldet i seks døgn. Hun var forkommen, men i live, siger Erga Ragnvald. I går var vejret godt i området, men 120 norske redningsfolk fra Hjemmeværn, Civilforsvaret og Røde Kors havde ikke held til at finde spor efter den forsvundne nordjyde. - Jeg er vildt imponeret over den norske indsats. Vi har fået lægelige vurderinger om, at en person kan klare sig otte-ti dage uden mad og vand, men naturligvis svinder håbet, som tiden går, siger ungdomsskoleinspektør Leif Jensen, Nordstjernen i Hirtshals. Det var fra denne skole, et hold elever og lærere var på udflugt i Kjerag-fjeldområdet, da Taitan Nghun forsvandt. Hans kammerater og lærere er returneret fra Norge og har fået tilbud om krisehjælp. Drengens mor, der har været tæt på eftersøgningsarbejdet i det sydvestlige Norge, er nu atter hjemme i Danmark hos pårørende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...