Eftersøgt for grov vold mod gravid kæreste

AALBORG:Da omfattende og grov vold gennem flere år i mandags også omfattede et tre måneder gammelt foster, blev det for meget for en 20-årig kvinde, der efter et døgns indlæggelse tirsdag eftermiddag anmeldte sit ufødte barns far for vold. Kvindes ufødte barn har det efter omstændighederne godt. Men kvinden er ilde tilredt og har forladt det fælles hjem og opholder sig hos pårørende, der kan sikre, at hendes samlever ikke gør alvor af trusler om virkeligt at skade hende, hvis hun involverede politiet i deres voldsomme indbyrdes forhold. Barnets far havde mandag både hoppet på kvindes mave og sparket hende hårdt i maven og andre steder på kroppen. Det er langt fra første gang, manden på 26 år, mishandler sin kæreste. Det er kommet frem efter anmeldelsen til politiet. Tidligere har hun dog undladt at anmelde ham. Den seneste volds-episode fandt sted i mandens forretning, hvor hans kæreste også arbejder. Aalborg Politi leder nu intenst efter den 26-årige voldsmand, der i forvejen er godt kendt af politiet og har flere tidligere domme på sin straf-attest. NORDJYSKE erfarer, at der er tale om tilfælde af vold og voldtægt i synderegistret. Manden har ikke efter volden mod sin kæreste og deres ufødte barn opsøgt parrets hjem og heller ikke venner på en række adresser, politiet har opsøgt natten igennem. Politiet forventer dog, det er et spørgsmål om meget kort tid, inden voldsmanden er lokaliseret og kan fremstilles og varetægtsfængsles for den grove vold.