Eftersøgt kvinde fundet død i vand

EMNER 1. februar 2003 07:00

LYNGSÅ: Den 66-årige Ebba Martinussen, Vrængmosevej 8, Østervrå, der forsvandt sporløst fra sit hjem søndag aften, blev i går fundet liggende død i strandkanten ved Lyngså syd for Sæby - ca. 35 km fra sit hjem. Politiet formoder, at kvinden er druknet. På mandag tages der stilling til, om hun skal obduceres. Politiet mener ikke, at der ligger en forbrydelse bag den eftersøgtes død. Hun blev syd for Lyngså Strand fundet af en person på strandvandring. Vedkommende underrettede straks politiet. Det blev hurtigt konstateret, at der var tale om den eftersøgte Østervrå-kvinde. Ebba Martinussen havde været eftersøgt af et stort politiopbud på Østervrå-egnen. Både mandag, tirsdag, onsdag og torsdag var hundeførere - onsdag hele 23 - ude og lede i områder omkring hendes bopæl. Også en helikopter har deltaget i eftersøgningen. Det er lidt af et mysterium, hvordan den svagelige kvinde er nået helt til Lyngså Strand. Hun fortalte nemlig søndag aften i telefonen datteren Lene Byrdal, Aalborg, at hun var meget syg og svimmel og knap nok havde kræfter til at stå ud af sengen. Derfor mente politiet, at hun ikke kunne have gået langt fra sin lejlighed, hvorfor eftersøgningen blev koncentreret omkring Østervrå. Efter det oplyste forlod Ebba Martinussen sin bopæl uden overtøj og uden sin tegnebog.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...