Efterspurgte assistenter

Handicappede 1. april 2006 06:00

NORDJYLLAND: Nordjyder, der uddanner sig som audiologiassistent, er hundrede procent sikker på at få et job bagefter. For audiologiassistenter er en stor mangelvare i landsdelen. Den sidste audiologiassistent på Hjørring Sygehus er netop gået på pension, og fremover skal høreklinikken i Vendsyssel betjenes af assistenter fra Aalborg Sygehus. Det er de offentlige sygehuse, der mangler audiologiassistenter, som foretager høreprøver og indstiller høreapparater. Flere af de offentligt ansatte har gennem de seneste år søgt nye græsgange hos privatkraktiserende ørelæger. - Vi kan ganske enkelt ikke konkurrere med den løn, som de privatpraktiserende ørelæger kan tilbyde. Det kan vi først i det øjeblik, hvor regerignen sikrer os lige økonomiske vilkår, konstaterer Karl Bornhøft (S), formand i Nordjyllands Amts sundhedsudvalg. I et forsøg på at løse problemet indgår Nordjyllands Amt nu en aftale med to praktiserende speciallæger i Nordjylland om uddannelse af nye audiologiassistenter. Aftalen indebærer, at eleven deler praktiden mellem Audiologisk Afdeling på Aalborg Sygehus og en privat klinik. - Vist er det en utraditionel løsning, som jeg ikke kan mindes, at vi har prøvet før. Vi håber, det vil betyde, at det ad åre vil bliver muligt at få besat de ledige stillinger på vore sygehuse. Men der er ingen garanti, konstaterer Karl Bornhøft. Midt i den trælse situation er der dukket et lyspunkt op. En audiologiassistent fra Sønderjylland har besluttet sig for at bosætte sig i Nordjylland, og han har straks fået job på Aalborg Sygehus. Så nu er de otte audiologiassistenter. - Det varmer, siger Karl Bornhøft. mons

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...