Aalborg

Eftersyn af indsatsen mod radikalisering

Venstre fik tilslutning til afklaring af, om der skal gøres mere

Drabet ved Krudttønden og den jødiske synagoge fører nu til eftersyn af antiradikaliseringsindsatsen i Aalborg.

Drabet ved Krudttønden og den jødiske synagoge fører nu til eftersyn af antiradikaliseringsindsatsen i Aalborg.

AALBORG:En ung muslims drab på to mennesker forrige weekend i København fører nu til undersøgelse af den indsats, der bliver gjort for at undgå radikalisering blandt muslimer i Aalborg.

På magistratens møde mandag formiddag fik skoleforvaltningen og familie- og beskæftigelsesforvaltningen til opgave at skabe et overblik over, hvilke indsatser, der allerede finder sted, og samtidig komme med oplæg til eventuelle nye initiativer. De to forvaltninger skal præsentere resultatet af afdækningen på magistratens møde 9. marts.

Udgangspunktet for magistratens initiativ var et udspil fra Venstre om skærpet fokus på indsatsen mod radikalisering, herunder ”en klar, forebyggende strategi, så vores frontmedarbejdere altid er klar over, hvilke tegn på radikalisering vi skal se efter hos børn og unge i kommunen”. Blandt en stribe forslag i udspillet opfordrede partiet generelt til, at Aalborg lader sig inspirere af ”det, der virker andre steder” og nævner i den forbindelse Aarhus.

Tina French-Nielsen (V) betegner det som positivt, at de øvrige partier var med på at give indsatsen et eftersyn.

- Det er vigtigt, at vi får kigget på, om den indsats, vi har, er tilstrækkelig, og om den baserer sig på den nyeste viden, eksempelvis det, der foregår i Aarhus, siger French Nielsen, der understreger, at det ikke skal ses som en kritik af den nuværende indsats.

- Det handler om at være på forkant, så der heller ikke sker noget.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.