Ege tiltalt for millionbeløb

Københavns Politi tiltaler nu lægen Jørn Ege, der blandt andet er kendt for sine fedtsugninger og penisforlængelser.

Jørgen Ege er tiltalt for skattesvig, skyldnersvig, for ikke at betale for en lejet bil - og for at have kørt 165 km/t. på motorvejen ved Ringsted.foto: niels meilvang/scanpix

Jørgen Ege er tiltalt for skattesvig, skyldnersvig, for ikke at betale for en lejet bil - og for at have kørt 165 km/t. på motorvejen ved Ringsted.foto: niels meilvang/scanpix

Ege er blevet tiltalt for sammen med sin daværende kæreste, som han drev klinik med, ved groft skattesvig at have snydt statskassen for 4,5 millioner kroner. Jørn Eges forsvarer, Sysette Vinding Kruse, oplyser, at han kun i begrænset omfang erkender sig skyldig. - Han kan erkende en smule, men de store millionbeløb nægter han, siger hun. Hun oplyser, at Jørn Ege efter en periode i Spanien vendte tilbage til Danmark. Mens sagen har været under efterforskning, har han til stort besvær for myndighederne rejst jorden rundt. Men ifølge Sysette Vinding Kruse agter han at møde op, når retssagen begynder. - Det er da mit bestemteste indtryk, siger hun. Jørn Ege har tidligere forklaret, at han kun stod for operationerne i klinikken. Når han var opført som direktør, var det kun, fordi myndighederne krævede en lægelig leder. I virkeligheden var det den daværende kæreste, der stod for økonomien, og derfor havde han ikke styr på pengestrømmen op til konkursen. Og den forklaring står han stadig ved, siger hans forsvarer. Ekskæresten er på egen hånd også tiltalt for at have snydt i skat til 2,9 millioner kroner. Selv om anklageskriftet indeholder millionbeløb i stribevis, er der også blevet plads til et par helt små punkter. Eksempelvis vil anklageren kræve, at Jørn Ege mister kørekortet, efter at han blev snuppet på motorvejen ved Ringsted med 165 kilometer i timen. /ritzau/