Eggert: Vi blev ramt af den klassiske hjemmebanebølge

Skjern var bagud tre fjerdedele af kampen mod GOG, men vandt semifinalen med otte mål og er i DM-finalen.

Anders Eggert scorede ti mål, da Skjern onsdag spillede sig i DM-finalen med en 38-30-sejr over GOG Håndbold. Foto: Scanpix/Bo Amstrup
Håndbold 16. maj 2018 23:28

Længe så det ikke ud til, at det blev Skjern Håndbold, der skulle spille DM-finale.

Holdet var bagud det meste af kampen, men med et kvarter tilbage af den tredje og afgørende semifinale mod GOG vendte spillet, og Skjern endte med at vinde med 38-30.

Skjerns fløjspiller Anders Eggert blev kampens topscorer med ti mål.

- Det er fantastisk. Vi er helt oppe at køre.

- Det var en hård kamp og en forløsning, efter det lykkedes til sidst efter at have været nede store dele af kampen.

- Vi løb og løb og løb og gjorde alt, hvad vi kunne. Vi fik nogle redninger, der hjalp os. Og så fik vi den klassiske hjemmebanebølge, hvor vi scorede fem mål i træk. Det gik virkelig stærkt, siger Eggert.

Skjern-målmand Emil Nielsen blev sammen med stregspiller Bjarte Myrhol kampens helt store spiller, da han diskede op med fire redninger på stribe, mens Myrhol scorede tre mål på de efterfølgende kontraløb.

- Det er godt, der ikke er en offside-regel i håndbold, for så havde vi fået annulleret det hele, siger Emil Nielsen.

Han ser tre ting, der gjorde, at Skjern snuppede finalepladsen.

- Alt gik op i en højere enhed, held og at vi bare knoklede på, som vi har gjort hele sæsonen.

- Mit job er at tage bolde, og mit job er at vinde håndboldkampe. Så det handler om at tage boldene på de rigtige tidspunkter, og det gjorde jeg i dag, siger Emil Nielsen.

I DM-finalen venter Bjerringbro-Silkeborg (BSV), der vandt over Aalborg Håndbold i den anden semifinale.

Skjern har to gange tabt til BSV i ligaen i denne sæson, men det skal der laves om på i finalen, mener Emil Nielsen.

- Jeg har aldrig i min seniorkarriere vundet over BSV, så det håber jeg, kommer til at ske nu.

- Vi skal blive ved med at knokle på og spille vores spil. Jeg har en god følelse for finalen, siger han.

Lykkes det Skjern at vinde guldet, så vil det være første gang siden 1999, at holdet bliver danske mestre.

- Så tror jeg, at samtlige af Skjerns 8000 borgere vil komme ud på gaden og feste hele natten, siger Emil Nielsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...