Egholm: sejren kommer snart

Anders Egholm var ligesom resten af Hobro-lejren opløftet over den positive indsats mod Esbjerg. Nu mangler kun sejren

Anders Korsager
Jublen var et mesterskab værdigt, da Anders Egholm udlignede til 1-1 i kampen mod Esbjerg. Foto: Michael Koch
Sport 24. april 2016 07:18 - Opdateret 24. april 2016 07:35

HOBRO: Hobro leverede lørdag en præstation, der gav minder om sidste års jubelsæson, da de spillede 2-2 mod Esbjerg hjemme på DS Arena.

Det uafgjorte resultat betyder, at Hobro stadig står med mere end et ben i 1. division, men det er Anders Egholm, der scorede til 1-1, holdt op med at skele til. Indsatsen mod Esbjerg betyder enormt meget for det daglige træningsarbejde, der ikke slutter for spillerne, selvom matematikken og omgivelserne dømmer dem døde og begravet.

- Mange har sagt, at vi ikke kan overleve, og at løbet er kørt. Det fokus har vi ikke. Vi skal ud og jagte nogle succeser. Blandt andet at komme tilbage i den her kamp og få et point. Nu er næste mål, at vi skal have tre point. Det kommer. Jeg er helt sikker på, at det sker i de kommende kampe, siger Anders Egholm.

Hobro var mere offensive og målsøgende end længe set. Det skyldes ikke mindst, at Quincy Antipas startede på banen, mener Egholm.

- Vi er gode i vores pres, på bolden og i de ting, vi har snakket om i forhold til at få sat Quincy (Antipas, red.) og Jung-Bin (Park, red.) i scene, og det synes jeg lykkedes. De gør det enormt godt deroppe. Quincy som ikke har spillet meget, viser nogle rigtig positive ting, vi kan bruge resten af sæsonen. Alt i alt er jeg meget positiv, lyder det fra Egholm.

Mod Esbjerg og i de foregående tre andre opgør har han forladt banen efter kampen med en helt anden følelse, end i kampene i starten af foråret.

- Vi føler, vi er med i kampen, og det har vi følt i de sidste fire kampe. Før da har vi slet ikke været til stede. Sådan er det slet ikke nu. Vi er med i kampene, vi får point nu og mangler kun lige den sidste dygtighed og det sidste held til at få tre point, siger Hobros stærke midtstopper.

Næste kamp for Hobro er hjemme mod SønderjyskE lørdag 30. april.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...