Aalborg

Egholmfærge ude i mindst et halvt år

Aalborg Kommune rejser krav mod både entreprenør og projekterende havneingeniør

Først gik færgen ned på vej til værft. Nu kan den ikke sejle, fordi der er opstået tvivl om fenderværkets holdbarhed. Arkivfoto: Henrik Bo

Først gik færgen ned på vej til værft. Nu kan den ikke sejle, fordi der er opstået tvivl om fenderværkets holdbarhed. Arkivfoto: Henrik Bo

Det skulle være så godt, men det er faktisk endt i noget skidt. Den ny Egholmfærge ligger på tredje måned stille, og sådan vil det vare længe endnu. Mindst et halvt år og formentlig længere tid. Det vurderer Aalborg Kommune, som står ved starten af et juridisk spil om ansvar og erstatningspligt for et ødelagt fenderværk. Det gik i stykker nærmest ved første berøring med den ny færge. Aalborg Kommune har rejst krav både mod entreprenørfirmaet Hoffmann og det projekterende ingeniørfirma Havnecon Consulting Aps, Struer. Men kommunen vil ikke uddybe, hvorfor begge parter stilles til ansvar. - Vi har en opfattelse af, hvad der er gået galt, men det vil jeg ikke uddybe, mens sagen verserer. Jeg vil ikke risikere at skade vores sag, siger stadsingeniør Kurt Markworth. Den ny færge blev efter uheldet i september straks pillet ud af drift, og der kommer ingen udbedring af skaderne før der juridisk er en afklaring. Imens tager den gamle Egholmfærge slæbet. Men kommunen har været nødt til at fyre to ansatte på færgeoverfarten. - Det er ulykkeligt, men det var vi nødt til, fordi der ikke er arbejde nok i øjeblikket. Men vi håber på senere at skulle genansætte de to, bemærker stadsingeniør Kurt Markworth. Når han skal finde det positive i miseren er det, at skaden på fenderværket opstod så tidligt. Det havde været noget sværere at løfte bevisbyrden, hvis den først var opstået om fem år. Hvor lang tid det vil tage at få færgen i brug afhænger af løsningen. Men der bliver formentlig tale om måneder, der skal lægges til det juridiske efterspil. - Men vi ved det ikke. I den lette ende af skalaen kan løsningen være at forstærke fenderværket, og i den anden ende at hele fenderværket skal pilles ned og bygges op forfra, bemærker Kurt Markworth. Hos Havnecon Consulting Aps ønsker indehaver Jørgen Bülow Beck ikke at kommentere sagen. Han henviser til, at det går via forsikringsselskabet. Bülow Beck har projekteret flere lignende færgeanlæg i Limfjorden, og han hæfter sig ved, at der på Fur-overfarten sejles med en færge, som er endnu større end den ny Egholmfærge. Det har ikke givet problemer med fenderværket. - Det eneste forskellige i de to anlæg er de geotekniske forhold, og anlægget i Aalborg er både beregnet og efterprøvet på stedet, bemærker Jørgen Bülow Beck. Han peger på, at det ofte er en samspil af årsager, når der opstår skader. Enten i besejlingen, i projekteringen eller i udførelsen af arbejdet.