Egnsspillet tager form

Skagen 1. december 2002 07:00

SKAGEN: Det ligger nu helt fast, at der bliver egnsspil i Skagen igen til sommer med forestillinger på pladsen ved Skagen By- og Egnsmuseum i juni og august. Flere end halvdelen af det antal medvirkende, der er nødvendigt, har allerede meldt sig, og styringsgruppen bag egnsspillet er meget interesseret i at høre fra andre med lyst til at være med. Styringsgruppen har kontaktet de mange tidligere medvirkende, både skuespillere, statister og de vigtige personer bag scenen, og interessen for at være med igen er stor. Men der mangler endnu tilbagemeldinger fra en del af de mange, der er blevet kontaktet. Styringsgruppen hører også meget gerne fra folk, som kunne tænke sig at være for første gang. Det gælder både på scenen og bag scenen. Instruktør er atter multikunstneren Mads-Peter Neumann, som har hjælp af manuskriptforfatter Poul Bernth. Så snart de ved, hvilke medvirkende, der er til rådighed, begynder de at tilrettelægge spillet, så det kan blive en fin opfølgning på tidligere års vellykkede egnsspil i Skagen. Der er egnsspil i Skagen hvert andet år. Næste sommer kommer det til at handle om tiden under 1. Verdenskrig, hvilket vil sige årene 1914 til 1918. Her foregik der i Skagen også mange spændende ting. Det fremgår tydligt af det oplæg, som forfatteren og prismodtager Niels Schwartz er kommet med, og som instruktøren og manuskriptforfatteren nu arbejder videre med. Skulle der være personer i Skagen, som ligger inde med tøj, rekvisitter og lignende fra den nævnte periode, vil egnsspilsgruppen meget gerne høre om det. Sidste frist for at melde sig til et eller andet job i forbindelse med egnsspillet sommeren 2003 er 14. december. Tilmelding kan ske til Skagens Bibliotek.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...