EMNER

Egnstræf i kirke og multihus

{ SKOVSGÅRD: Det årlige Træf Han Herred for alle, der holder af landet mellem hav og fjord, foregår i Torslev og Skovsgård lørdag 17. juni. Der indledes om formiddagen med morgensang og rundvisning i Torslev Kirke ved sognepræst Folmer Toftdahl-Olesen. Kirken er højt beliggende i den gamle landsby med storslået udsigt, og kirkens historisk værdifulde kalkmalerier er for nylig blevet blotlagt og restaureret. Efter besøget i kirken går turen til det nye multihus ved Skovsgaard Idrætscenter, hvor der spises frokost, og de lokalhistoriske sognegrupper har forberedt billedudstillinger og vil vise film. Eftermiddagsprogrammet byder bl.a. på underholdning på hanherredmål ved skuespiller Kjeld Høegh, der er født i Fjerritslev, og Hanbokoret vil synge gamle og nye sange på egnsmål. Der sluttes med middag på Skovsgård Hotel, hvor Carl Christensen vil fortælle om hotellets historie.