Brovst

Egnsudflugt i tusind års kystkultur

Han Herreds spændende kystkultur er temaet for årets Kend din egn-udflugt, der arrangeres i samarbejde mellem ebh bank og Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred.

Egnsturen går bl.a. ad snoede og naturskønne veje til Slettestrand, hvor bådebygger Peter Madsbøll står klar til at vise rundt i Han Herred Havbådes nyindrettede værksted i det nedlagte redningshus. Foto: Mattias Bodilsen

Egnsturen går bl.a. ad snoede og naturskønne veje til Slettestrand, hvor bådebygger Peter Madsbøll står klar til at vise rundt i Han Herred Havbådes nyindrettede værksted i det nedlagte redningshus. Foto: Mattias Bodilsen

Turen, der er nummer 12 i rækken siden 1997, gennemføres som tidligere over to dage, nemlig tirsdag 27. maj om eftermiddagen og torsdag 29. maj om aftenen. Billetter til udflugten kan købes i alle ebh banks afdelinger for 75 kr. pr. person. Gårdejer Olav Pretzmann, Vester Thorup, og formidlingsmedarbejder Kirsten (Pipsen) Monrad Hansen fra Han Herred Havbåde er busguider og vil sørge for at holde den røde tråd gennem hele programmet. Efter opsamling i Brovst, Fjerritslev og Frøstrup gør busserne holdt ved Vester Thorup Kirke, hvor sognepræst Gitte Kibsgaard-Vester tager imod og viser kirken frem. Der bliver også lejlighed til en fællessang og et besøg ved den store fællesgrav for omkomne søfolk efter et skibsforlis ved Vestkysten i efteråret 1894. Næste stop er Thorup Strand, der er hjemsted for Skandinaviens største fiskelandingsplads. Lokale fiskere og redningsfolk fortæller om deres arbejde, og der bliver også en introduktion til den nyeste aktivitet fra pladsen, nemlig tursejlads med havbåden "Nordsøen". I anledning af ebh banks 150-års jubilæum tilbyder banken alle interesserede at komme med skipper Richard Kristensen på havet. Sejladsen foregår tre gange om ugen fra 16. juni til 1. august, og billetsalget hertil indledes omkring 1. juni. Fra Thorup Strand kører busserne ad snoede og naturskønne veje til Slettestrand. Her står bådebygger Peter Madsbøll klar til at vise rundt i Han Herred Havbådes nyindrettede værksted i det nedlagte redningshus, hvor en kopi af havbåden "Elbo" fra ca. 1910 er under opbygning. Kirsten Monrad Hansen fortæller mere detaljeret om projektet, der går ud på at levendegøre egnens årtusindgamle tradition med klinkbyggede havbåde, dels som et forenings- og turistprojekt, dels som fremadrettet støtte til det aktive kystfiskeri fra Thorup Strand. Kend din egn-udflugten slutter på Rønnes Hotel med kaffe, fællessang og aktuel orientering fra Lokalhistorisk Samvirke.