Egon Hassing har sat sit præg på kommunen

Lokalpolitik 1. september 2004 06:00

BRØNDERSLEV: Egon Hassing, der er stoppet som formand for Boligforeningen P.M. i Brønderslev, har i høj grad været med til at sætte sit præg på Brønderslev. Det konstaterede borgmester Jens Arne Hedegaard ved Boligforeningen P.M.'s afskedsreception for Egon Hassing. Egon Hassing har været formand for boligforeningen i 34 år, og i den periode er antallet af boliger mere end tredoblet. - Så det kan siges, at du har sat et varigt minde på Brønderslev, sagde Jens Arne Hedegaard. - Senest har vi set, at der er opført 28 flotte boliger på Jernpladsen - Atriumgården - og forleden blev der holdt rejsegilde på seks ældreboliger i Thise. Jens Arne Hedegaard påpegede, at der har været et meget godt samarbejde mellem Brønderslev Kommune og boligforeningen. Han kom også ind på det samarbejde, der har været med Egon Hassing, der gennem 18 år har været medlem af Brønderslev Byråd. Også Boligforeningen P.M.'s næstformand, Hanne Wulff, havde mange rosende ord om Egon Hassing. - Du sætter nu punktum for en ære. Du har været formand i mere end halvdelen af boligforeningens eksistens - 34 ud af de 62 år, foreningen har eksisteret. Egon Hassing fik i gave af boligforeningen en bænk. Den blev overrakt af Hanne Wulff, mens hun fremsagde Gnags' ord "Når du bliver gammel". Børge Andersen fra Boligforeningen Fredensbo fremhævede det gode samarbejde, der er mellem de to boligforeninger i Brønderslev. - Selv om vi er lillebror, er der et godt samarbejde mellem foreningerne, sagde Børge Andersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...