Egypten afviser migrantlejre men tilbyder lægehjælp og skole

Migranter får en god behandling i Egypten, siger talskvinde. Amnesty kalder situationen den værste til dato.

Kan Europa retfærdiggøre at indgå en migrantaftale med Egypten? Det er spørgsmålet, mens flere af EU's stats- og regeringschefer i dag bejler til det nordafrikanske land, i et håb om at udfordringer med migranter kan løses der.

Amnesty råber klart nej. Egypten har reageret fornærmet i FN's Menneskerettighedsråd på beskyldninger fra Europa.

En talskvinde i regeringen siger, at landet har en meget imødekommende indstilling til migranter.

- Egyptens regering afviser at ville etablere flygtningelejre. Men vi tilbyder flygtninge at bevæge sig frit omkring inden for landets grænser, siger Dina al-Sihi fra udenrigsministeriet til avisen al-Masry al-Youm.

Egypten tilbyder migranter lægehjælp og uddannelse. Det sagde talskvinden under en politisk konference i Sharm el-Sheikh onsdag.

Samme dag skød Egyptens FN-ambassadør, Alaa Youssef, tilbage mod EU-lande, som beskylder Egypten for brud på menneskerettigheder.

Han krævede ifølge avisen al-Masry al-Youm, at Europa stopper med at aflede opmærksomhed fra vold - også dødelig - mod migranter i Europa.

Udtalelsen fra Dina al-Sihi står i skarp kontrast til en rapport fra Amnesty International natten til torsdag.

Heri hedder det, at undertrykkelsen i Egypten har nået nye højder.

- Undertrykkelsen af borgere i Egypten er i dag værre, end den var på noget tidspunkt under Hosni Mubaraks diktatur.

- Derfor har vi to store bekymringer omkring et muligt EU-samarbejde med Egypten om at holde flygtninge og migranter langt væk fra Europa, siger Stinne Bech, policyleder i Amnesty Danmark, i en skriftlig meddelelse.

Egypten er ikke trygt for mennesker på flugt, mener Stinne Bech. Desuden frygter hun, at en aftale med Egypten kan betyde, at EU dæmper kritik af styret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.