Bortførelser

Egypten blander sig i intern palæstinensisk strid

Forlydender om, at Sharons besøg i USA bliver fremrykket

GAZA BY: Egypten blander sig nu i den interne strid i den palæstinensiske lejr, der er brudt ud, mens fredsprocessen går sine første usikre skridt i Mellemøsten. I et forsøg på at dæmpe gemytterne ventes chefen for den egyptiske efterretningstjeneste, Omar Suleiman, i weekenden til de palæstinensiske områder, hvor han vil mødes med palæstinensernes to hovedpersoner, lederen Yasser Arafat og premierminister Mahmoud Abbas. Samtidig forlød det, at den israelske premierminister Ariel Sharons planlagte besøg i USA er blevet fremrykket. Han skulle have mødt USA's præsident, George W. Bush, i september, men ventes nu allerede i slutningen af denne måned at lægge vejen forbi Washington. Også Abbas ventes snart til Washington, og der var i går spekulationer om, at hans besøg kan falde sammen med Sharons USA-rejse. Flere analytikere har dog peget på, at Abbas er nødt til at udskyde sit besøg, indtil den israelske hærs belejring af Arafats kontor i Ramallah på Vestbredden er blevet ophævet. Fra alle sider i det palæstinensiske samfund presses Abbas. Torsdag måtte han lægge øren til voldsom kritik fra Arafat, hvorefter utilfredsheden i den palæstinensiske befolkning blev udstillet fredag, da omkring 3000 indbyggere i Jabalya flygtningelejren demonstrerede med krav om løsladelse af de omkring 6000 palæstinensiske fanger, der sidder indespærret i israelske fængsler. Ifølge den israelske avis Ha'aretz beskyldte Arafat Abbas for at have "forrådt det palæstinensiske folks interesser". Beskyldningen faldt angiveligt under et møde torsdag mellem den palæstinensiske leder og FN's udsending Terje Rød-Larsen. Det kritiske udfald blev dog fredag afvist af Arafats rådgiver Ahmad Abdelrahman, som deltog i mødet. Til det franske nyhedsbureau AFP sagde han, at citatet i Ha'aretz var falsk, og at han ville bede avisen om at "holde op med at opdigte informationer om præsident Arafat". Det er imidlertid ikke kun fra egne rækker, at Abbas mødes af hårdt pres. Premierministeren er som fanget mellem kritiske landsmænd, der mener, at han er for blødsøden over for israelerne, og den israelske premierminister Ariel Sharon, der kræver endnu flere indrømmelser fra den palæstinensiske førstemand. Til gengæld vurderes Abbas at have to stærke fortrin: for det første den amerikanske regerings støtte og for det andet det faktum, at der ikke står nogen parat i kulissen til at overtage hans plads. Striden i det palæstinensiske lederskab blev for alvor synlig, da Abbas tidligere på ugen aflyste et møde med Sharon med henvisning til "intern uenighed". Samtidig tilbød han at trække sig tilbage som medlem af ledelsen i Arafats Fatah-bevægelse. Det var angiveligt spørgsmålet om de palæstinensiske fanger, der fik striden til at blusse op på et møde i Fatahs centralkomité tirsdag. Her blev der uden Abbas' støtte vedtaget en udtalelse, der kræver samtlige fanger løsladt. Samme krav lyder fra de militante grupper og en stor del af befolkningen. Men den israelske regering har indtil videre kun godkendt løsladelsen af 350 fanger, og selv om Sharon fredag i en italiensk avis sagde, at han er parat til at løslade flere fanger, understregede han endnu engang, at fanger "med blod på hænderne" aldrig vil blive sat på fri fod. Det tegner dermed umuligt for Abbas at løse denne gordiske knude, der truer den våbenhvile, som de militante grupper erklærede i sidste måned netop med krav om løsladelse af de palæstinensiske fanger. - Han er på en umulig mission, siger Mahdi Abdul Hadi, der er leder af Det Palæstinensiske Akademiske Selskab for Internationale Studier, til det franske nyhedsbureau AFP. - Våbenhvilen er meget skrøbelig, hvis han ikke kan leve op til deres krav om... fangernes løsladelse, understreger han. Kravet om løsladelsen af de palæstinensiske fanger blev skåret ud i pap under demonstrationen i Jabalya. - Hvis fangerne bliver løsladt under våbenhvilen er det godt. Hvis ikke vil vi bortføre israelske soldater, indtil den sidste palæstinenser i et israelsk fængsel er blevet løsladt, sagde Nizar Nayan, et højtstående medlem af den militante Hamas-bevægelse, i en tale under demonstrationen, hvor omkring 3000 palæstinensere deltog. Spørgsmålet om de palæstinensiske fanger stod også øverst på dagsordenen, da Israels forsvarsminister Shaul Mofaz og den palæstinensiske minister for sikkerhed, Mohammad Dahlan, torsdag aften mødtes ved Erez-grænseovergangen mellem Israel og Gazastriben. Ifølge en palæstinensisk regeringskilde svarede Mofaz imidlertid ikke på Dahlans krav. Ifølge israelsk radio krævede Mofaz til gengæld, at Dahlans sikkerhedspoliti skal afvæbne de militante grupper, så fredsprocessen kan fortsætte. Foruden Egyptens ventede mæglingsforsøg i weekenden er en egyptisk militærdelegation allerede udstationeret i Gazastriben, hvor den holder møder med de militante palæstinensiske grupper i et forsøg på at styrke fredsbestræbelserne. /ritzau/AFP