EMNER

Egypten forbyder internationale aviser

KAIRO:Egypten har forbudt salg af tre internationale aviser, der indeholder artikler, som er blevet erklæret fornærmende mod Islam. Det oplyser det statslige egyptiske nyhedsbureau MENA. Med henvisning til et dekret, udstedt af Informationsminister Anas al-Fiqis, får den franske avis Le Figaro fra 19. september, den tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung fra 16. september og nummer 14 af den britiske ugeavis Guardian Weekly ikke lov til at komme ind i landet. Fiqi forklarer, at artiklerne i de tre aviser fornærmer islam, eftersom de hævder, at den muslimske religion blev spredt gennem vold. Fiqi “vil ikke tillade nogen tryksag, der fornærmer den islamiske religion eller opfordrer til had eller foragt for nogen religion at blive distribueret i Egypten”. Udenlandske aviser, der ikke trykkes regionalt, kommer først i kioskerne adskillige dage efter udgivelsesdatoen. Forbuddet kommer, efter at pave Benedikt XVI skabte furore i den muslimske verden med en tale 12. september i Tyskland, hvori han citerede en hersker fra det 14. århundrede, der kritiserede profeten Muhammeds lære og betegnede den som “ond og inhuman”./ritzau/