Egypten idømmer 126 islamister 10 års fængsel

Medvirken ved voldelige protester i august sidste år koster 126 egyptere 10 år i fængsel.

18. maj 2014 18:11

En domstol i Egypten har ifølge statsligt tv dømt 126 medlemmer af Det Muslimske Broderskab til fængsel i 10 år hver.

Det er resultatet af den seneste store retssag mod medlemmer af den islamistiske gruppe, som vandt magten ved valget i 2012, men siden sidste år har været jaget vildt af myndighederne.

De 126 medlemmer af broderskabet blev dømt for vold under protester mod det militærstøttede styre i august sidste år i provinsen Kafr el-Sheikh i det nordlige Egypten.

Da dommen blev læst op, råbte de tiltalte "ned med militærregimet" ifølge et øjenvidne i retssalen i hovedstaden Kairo.

De dømte var også tiltalt for at være medlemmer af Det Muslimske Broderskab, som regeringen sidste år erklærede for en terrororganisation - og medlemskab for ulovligt.

Det Muslimske Broderskab vandt valget i 2012 - det første demokratiske valg i Egypten - og deres kandidat Mohamed Mursi overtog præsidentposten.

Men Mursi fik kun et år på posten. Han blev væltet af militæret 3. juli sidste år, hvorefter protester og uroligheder brød ud over hele landet.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...