Egypten øger sikkerheden omkring oppositionsledere

Mohamed ElBaradei og andre ledende egyptiske politikere får politibeskyttelse efter trusler fra prædikant.

Udland 7. februar 2013 17:42 - Opdateret 7. februar 2013 17:45

Egypten øger sikkerheden omkring oppositionsledere

Egyptisk politi har taget opstilling uden for en række oppositionspolitikeres hjem, efter en yderliggående prædikant har udtalt, at de burde idømmes dødsstraf.

Prædikanten, Mahmoud Shabaan, sagde på en religiøs tv-kanal, at lederne af den egyptiske opposition ville få dødsstraf under islamisk sharialov.

Han nævnte specifikt Mohamed ElBaradei, der er tidligere chef for FN's Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og modtager af Nobels fredspris, samt den liberale Hamdeen Sabahy, der blev nummer tre ved det egyptiske præsidentvalg sidste år.

Udtalelserne er blevet fordømt af såvel islamister som mere liberale politiske partier.

Egyptens mest magtfulde politiske bevægelse, Det Muslimske Broderskab, som har vundet både præsident- og parlamentsvalget efter præsident Hosni Mubarak blev afsat, tager skarpt afstand fra udtalelserne.

- Det Muslimske Broderskab fordømmer udtalelser der tillader blodsudgydelser og opfordrer til drab, uanset hvor det kommer fra, siger talsmand Mahmoud Ghozlan i en udtalelse på bevægelsens hjemmeside.

Den skærpede sikkerhed omkring Egyptens fremtrædende oppositionspolitikere kommer dagen efter et politisk drab i Tunesien, som er et andet af de lande, der har været gennem store omvæltninger i det såkaldte arabiske forår.

Den tunesiske oppositionspolitiker Chokri Belaid blev onsdag dræbt af fire skud foran sit hjem i Tunesiens hovedstad, Tunis.

For to år siden var både Egypten og Tunesien skueplads for omfattende folkelige oprør, der væltede de to landes mangeårige despoter og i stedet har bragt islamistiske partier til magten.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...