Egypten sender over 900 islamister i retten

Statsanklageren i Egypten anklager 919 medlemmer af Det Muslimske Broderskab for blandt andet terror.

Statsanklageren i Egypten har rejst sag mod yderligere 919 islamister, der anklages for blandt andet terrorisme og mord.

Det rapporterer statslige medier i Egypten.

De 919 personer er medlemmer af Det Muslimske Broderskab, som det militære regime, der i juli afsatte den folkevalgte præsident Mohamed Mursi, har erklæret ulovligt.

Mursi har sine rødder i Broderskabet, og mange islamister er efter hans afsættelse blevet anholdt og fængslet i forbindelse med uroligheder.

Retssagen mod de over 900 islamister skal foregå i den sydlige provins Minya, hvor en dommer i mandags dømte 529 islamister til døden i en masseretssag.

Dommen er siden blevet kritiseret fra mange sider, herunder fra Danmark.

Tirsdag var andre knapt 700 islamister for retten, og deres dom ventes afsagt den 28. april.

Det statslige nyhedsbureau i Egypten skriver, at anklagerne mod de 919 har afsæt i vold, der brød ud i august i fjor, efter at sikkerhedsstyrker opløste og nedlagde en protestlejr, som var lavet til støtte for Mursi, den afsatte præsident.

Mursi er også fængslet, og der kører tre retssager mod ham. Blandt andet anklages han for at være medskyldig i drab på demonstranter.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst