Udland

Egyptens opposition kræver Mursis afgang senest tirsdag

Præsident Mursis politiske modstandere har givet Egyptens leder en deadline. Senest tirsdag må han gå.

Egyptens opposition kræver Mursis afgang senest tirsdag

Den egyptiske oppositionsgruppe Tamarod truer nu den pressede egyptiske præsident Mohamed Mursi med endnu flere demonstrationer, hvis ikke Mursi træder tilbage.

Tamarod har mandag i en erklæring givet den egyptiske præsident en deadline til tirsdag til at gå af.

- Mohamed Mursi skal inden klokken 17 tirsdag den 2 juli afgive magten og samtidig tillade, at statslige institutioner forbereder et tidligt præsidentvalg. Ellers vil det blive starten på en komplet civil ulydighedskampagne, lyder det i erklæringen.

Mindst syv personer er blevet dræbt og flere end 600 såret i søndagens uroligheder i Egypten, hvor kritikere og støtter af præsident Mohamed Mursi tørnede sammen.

En anonym militærkilde anslog søndag aften, at "millioner af demonstranter" deltager i demonstrationen mod Egyptens præsident Mohamed Mursi.

- Det er den største demonstration i Egyptens historie, siger militærkilden til AFP.

Demonstrationerne, som samlede en halv million mennesker på Tahrir-pladsen i det centrale Kairo og en tilsvarende sammenstimling af folk i Egyptens næststørste by, Alexandria, er de største siden Det Arabiske Forår, der førte til Hosni Mubaraks fald i 2011.

Til sammenligning var kun 25.000 af Mursis tilhængere mødt op til en moddemonstration.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden