Udland

Egyptens præsident Mursi er taget i ed

Egyptens første folkevalgte præsident lover i tiltrædelsestale at støtte palæstinenserne og det syriske folk.

Egyptens præsident Mursi er taget i ed

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, er lørdag blevet taget i ed i embedet, og han er dermed landets første frit valgte leder og det første statsoverhoved, siden Hosni Mubarak blev væltet sidste år.

- Jeg sværger ved Den Almægtige Gud oprigtigt at ville bevare den republikanske orden og at respektere forfatningen og lovgivningen og samtidig at varetage folkets interesse, siger han ved ceremonien i Forfatningsdomstolen.

Islamisten fra Det Muslimske Broderskab, der var iklædt jakkesæt og et bordeauxfarvet slips, lovede i en kort tale efter edsafgivelsen at stå i spidsen for en civil, konstitutionel og moderne stat.

Mursi, der vandt valget 16.-17. juni, blev tvunget til at afgive eden i retten i stedet for i parlamentet, fordi militæret havde opløst den islamistisk-ledede forsamling efter en retskendelse tidligere på måneden.

Han valgte lejligheden til at understrege, hvor Egypten står i forhold til palæstinenserne og Syrien.

- Jeg meddeler fra dette sted, at Egypten, dets folk og den præsidentielle institution står sammen med det palæstinensiske folk, indtil det genvinder alle dets rettigheder, lovede han.

- Vi støtter det syriske folk. Vi ønsker, at blodsudgydelserne skal stoppe.

Mursi gentog, at Egypten vil respektere alle internationale traktater, det har tiltrådt. Det var formentlig et hint til den egyptisk-israelske fredsaftale fra 1979.

Han henviste flere gange til det "valgte parlament", men det er opløst af det egyptiske militærråd, efter at Det Muslimske Broderskab og de endnu mere radikale salafister sikrede sig et komfortabelt flertal ved valget for et halvt år siden.

Mursi lod sig fredag symbolsk tage i ed i Kairo foran titusinder af tilhængere på Tahrir-pladsen, som har været centrum for det folkelige oprør, der væltede Mubarak 11. februar 2011.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.