Udland

Egyptere smadrer præsidentkandidats kontor

For anden gang på få dage er hovedkvarteret for Egyptens præsidentkandidat Ahmed Shafiq blevet angrebet.

Egyptere smadrer præsidentkandidats kontor

Flere unge egyptere har stormet kampagnehovedkvarteret for præsidentkandidaten Ahmed Shafiq i byen Fayoum syd for Egyptens hovedstad, Kairo. Det oplyser avisen Al-Ahram på sin hjemmeside.

De vrede egyptere har blandt andet smadret møbler og computere, rapporterer Al-Ahram. Det er det andet angreb på Shafiqs hovedkvarter inden for de seneste dage.

Ahmed Shafiq var den sidste premierminister under den tidligere præsident Hosni Mubarak.

Sidst i maj lykkedes det Shafiq at gå videre til anden valgrunde af præsidentvalget, og det har skabt vrede blandt flere egyptere, som ser ham som et symbol på Mubaraks tidligere regime.

I anden valgrunde skal Shafiq kæmpe mod Det Muslimske Broderskabs kandidat Mohammed Mursi.

Angrebet på Shafiqs hovedkvarter kommer samme dag, som Hosni Mubarak blev idømt livstid for sin andel i drabene på demonstranter under Det Arabiske Forår sidste år.

Livstidsdommen har i løbet af lørdagen fået tusinder på gaden for at demonstrere i Kairo og andre egyptiske byer.

Demonstranterne er utilfredse med dommen og mener ikke, at alle skyldige i drabene på flere end 800 ubevæbnede demonstranter under opstanden mod Mubarak i fjor er blevet straffet.

Selvom Mubarak og hans indenrigsminister Habib al-Adly fik fængsel på livstid, blev en række ledende politifolk frikendt i samme anklager, og det har skabt voldsom utilfredshed.

/ritzau/Reuters