Udland

Egypterne skal stemme om ny forfatning om to uger

Egyptens forfatningskomité afleverer udkast til præsident Mohamed Mursi, der opfordrer til seriøs dialog.

Egypterne skal stemme om ny forfatning om to uger

Egypterne skal stemme om landets nye forfatning ved en folkeafstemning lørdag den 15. december.

Det siger Egyptens præsident, Mohamed Mursi, efter at han lørdag aften har modtaget udkastet til den nye forfatning.

Formanden for forfatningskomitéen afleverede udkastet, som blev færdiggjort fredag aften, til Mursi i dennes præsidentpalads i Kairo. Hele ceremonien blev transmitteret på tv.

Udkastet skal godkendes af Mursi, inden det sendes til folkeafstemning.

- Jeg opfordrer til seriøs national dialog af udkastet til en ny forfatning, siger Mursi, efter at han har modtaget udkastet, der tager udgangspunkt i muslimske sharialove.

Liberale og sekulære kredse i Egypten er stærkt kritiske over for udkastet, eftersom forfatningskomitéen er domineret af medlemmer af Det Muslimske Broderskab, som også udgør Mursis politiske bagland.

Liberale og kristne medlemmer af de 100 mand store forfatningskomité trak sig tilbage fra komitéen i de seneste uger i vrede over, at det muslimske flertal ikke tog hensyn til deres forslag og krav til den ny forfatning.

Mursi har takket hele komitéen og siger, at også de medlemmer, der har trukket sig, fortjener ros for deres indsats.

Overdragelse af forfatningsudkastet kom samtidig med, at tilhængere og modstandere af Mursi har fyldt gaderne i Kairos centrum.

Det Muslimske Broderskab arrangerede lørdag en stor demonstration til fordel for Mursi, som over hundredtusinder deltog i.

- Sammen med Mursi forsvarer vi revolutionen, lød parolerne fra Mursis tilhængere.

Samtidig deltog nogenlunde lige så mange på den centrale Tahrir-plads i hovedstadens centrum i en demonstration mod præsidenten, som kritikere mener har tilranet sig alt for meget magt.

- Vi forstærker demonstrationer, for Mursi er ikke den rette person til at lovgive, lød det fra demonstranterne.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.