Udland

Egyptisk general stiller ultimatum til politikerne

Hæren er klar til at stille med sit eget program, hvis politikerne ikke kan enes, siger øverstbefalende.

Egyptisk general stiller ultimatum til politikerne

Den øverstbefalende for Egyptens hær, general Abdel Fattah al-Sisi, stiller et ultimatum og giver politikerne 48 timer til at følge folkets krav.

Nyhedsbureauet AFP rapporterer fra Tahrir-pladsen, at der lød et brøl af jubel fra demonstranter, da den egyptiske general i en erklæring fremsatte sit krav på det statslige tv.

Med hærens ultimatum kan vejen være beredt for et militærkup, eftersom der er ringe udsigt til, at præsidenten, regeringen og oppositionen kan tale sig frem til et kompromis senest onsdag.

General Abdul al-Sisi siger i sin erklæring, at hæren er klar til at tilbyde sit eget program, hvis politikerne ikke er i stand til at enes.

Han omtaler det som hærens "køreplan".

- Hvis folkets krav ikke indfries inden for den fastsatte periode, vil det være (de væbnede styrkers) pligt at annoncere en køreplan for fremtiden, advarer han.

Han betegner de massedemonstrationer, der blev gennemført søndag med krav om præsident Mohamed Mursis afgang, som "uden fortilfælde" og et udtryk for folkets vilje.

Der var millioner af mennesker på gaden søndag for at kræve, at præsident Mursi træder tilbage.

Han kritiseres for sammen med Det Muslimske Broderskab at have gennemtrumfet en forfatning, som giver religionen en fortrinsstilling.

Men urolighederne i Egypten afspejler også, at landet er i en dyb social krise, og millioner af unge er uden job.

Fem ministre, der ikke tilhører Det Muslimske Broderskab, valgte mandag at træde tilbage, tilsyneladende i sympati med demonstranterne.

Otte mennesker blev dræbt, da der natten til mandag var sammenstød ved broderskabets bygning i Kairo.

Yderligere otte blev dræbt søndag under sammenstød andre steder i landet.

Broderskabet advarer, at angrebene kan blive hævnet, og at"selvforsvarskomiteer", der var aktive under opstanden mod diktatoren Hosni Mubarak i 2011, kan blive genoplivet.

- Folket vil ikke forholde sig tavst, siger en talsmand for Det Muslimske Broderskab.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.