Udland

Egyptiske sikkerhedschefer bliver sat fri

Fem af seks egyptiske sikkerhedschefer, der blev frikendt i anklager om drab på demonstranter, er på fri fod.

Egyptiske sikkerhedschefer bliver sat fri

Fem af de seks sikkerhedschefer, der lørdag blev frikendt i anklager om meddelagtighed i drabene på demonstranter i Kairo i fjor, er sat på fri fod. Det rapporterer det egyptiske nyhedsbureau MENA.

Men den sjette og øverste chef for den endnu ikke nedlagte sikkerhedsorganisation, Hassan Abdel Rahman, skal forblive i fængsel på grund af en strafferetslig efterforskning, hvor han er anklaget for at have tilintetgjort hemmeligstemplede dokumenter.

De seks sikkerhedschefer blev lørdag frikendt for at have del i nedskydningen af godt 800 ubevæbnede demonstranter under opstanden mod præsident Hosni Mubarak i Kairo i februar i fjor.

Lørdag blev Mubarak og hans indenrigsminister Habib al-Adly kendt skyldig i meddelagtighed i drabene og idømt fængsel på livstid.

Frikendelse af de seks sikkerhedschefer har skabt stor vrede blandt de mange demonstranter, der var med i demonstrationerne i fjor, og blandt pårørende til de dræbte.

Demonstranterne og menneskerettighedsgrupper siger, at frikendelsen af sikkerhedscheferne kan skabe præcedens for, at politiet og sikkerhedsstyrkers vold mod civile ikke bliver straffet i fremtiden.

Tidligere søndag sagde statsanklager Abdel Meguid Mahmoud, at han vil appellere frikendelsen af de seks sikkerhedschefer. Desuden vil han have et udrejseforbud for de seks opretholdt.

/ritzau/AFP