EH Brønderslev fik uafgjort mod Thisted

BRØNDERSLEV:Kanonkongen og gazellen, alias Lars Christesen og Marco Botin, var de største profiler, da EH Brønderslev spillede uafgjort 30-30 efter 17-16 til Thisted ved pausen på udebane mod Thisted IK i mændenes 1. division i håndbold. Lars Christensen hamrede på vanlig vis mål i rusen, hele ni styk, mens Marco Botin igen viste sin enorme speed, da han på det nærmeste efter behag smuttede fra Thisteds forsvar. Kun en enkelt gang brændte Marco Botin et skud som han skulle have udnyttet, hvilket han da også ærgrede sig over efter kampen. Lars Christesen humpede fra Thy-hallen og frygtede at han ikke kunne være med torsdag i pokalkampen mod divisionskollegerne fra Aalborg HK. Udover de to nævnte, spillede Jeppe Aarup-Kristensen sig flot op i målet i anden halvleg efter en første halvleg på det jævne, og han præsterede som en ægte Kasper Hvidt flere redninger, hvor han var totalt alene med Thisteds skytter. Efter kampen fik han mange rosende ord fra holdkammeraterne, herunder Andreas Bertelsen, som udtaler, at det var en hård kamp i forsvaret men at Jeppe Aarup-Kristensen reddede holdet i flere situationer. Morten Ravnslund der forleden mod Hvide Sande KFUM var i særklasse holdt ikke helt det tårnhøje niveau fra Hvide Sande-kampen men spillede en fornuftig kamp og var endnu engang sikkerheden selv på straffekast. Blandt andet scorede han på et ufatteligt vigtigt straffekast fire minutter før tid til reducering 30-28 og holdt dermed liv i kampen. Efter at Marco Botin havde reduceret yderligere til 30-29, var det også Morten Ravnslund, der scorede kampens sidste mål og dermed udlignede til slutresultatet 30-30. Nævnes skal også Morten Jespersgaard, der indledte kampen med tre flotte mål fra en meget spids vinkel på venstre fløj. Desværre faldt han lidt ud af kampen i anden halvleg i takt med at han ikke fik så mange bolde at arbejde med. Næste kamp for EH Brønderslev er torsdag i Brønderslevh Hallen, hvor Aalborg HK kommer på besøg til en pokalkamp. - Med mange tilskuere i hallen til at bakke op er der garanti for en flot præstation. Således var der ca. 800 tilskuere i Thy-hallen søndag aften, og det er med mange tilskuere på lægterne at EHB-drengene er klart bedst, siger Bjarne Axelsen fra EH Brønderslev.