EHB har brug for en smule hjælp

Håndbold 6. april 2003 08:00
BRØNDERSLEV: En hjemmesejr over Lemvig og en smule hjælp af Vrold-Skanderborg sender EH Brønderslev ud i kvalifikationskampe til næste sæsons HåndboldLiga. - Som træner er det dejligt enkelt at tingene skære ud for sine spillere, når kun en sejr tæller, og netop sådan forholder det sig søndag eftermiddag, når vi runder grundspillet i 1. division af, siger EHB-træner Jan Larsen. Inden dagens runde i rækken er Silkeborg-Voel sikre oprykkere til ligaen, Vrold-Skanderborg har spillet sig i kvalifikationsspillet, mens den sidste kval.-plads står mellem Ribe og EHB. Netop Ribe og Vrold-Skanderborg tørner sammen, og sidstnævnte vil uden tvivl gøre alt for at vinde, så pladsen som nummer to i 1. division køres hjem. Der er nemlig fordele i kvalifikationsspillet ved at blive nummer to, så selv om Vrold-Skanderborg allerede er sikret plads i kvalifikationen, kan Ribe slet ikke være sikre på de to point, som vil holde EHF under stregen, uanset om nordjyderne formår at slå Lemvig. - Mine spillere har kun indflydelse på vores egen kamp, så den skal de koncentrere sig om. Efterfølgende kan vi afvente resultatet af Ribe mod Vrold/Skanderborg, men det er kun interessant for os, hvis vi selv formår at slå Lemvig, understreger Jan Larsen. - Vi vil gøre alt for at slutte pænt af i grundspillet i Brønderslev Hallen, hvor vi har formået igen at få gang i håndbolden med mange tilskuere på lægterne. Til opgøret mod Lemvig kan EHB atter råde over måltyven Jesper Jensen, der var knæskadet i holdets seneste kamp, og da Søren Kløve også meldes helt fit for fight, kan nordjyderne stille i stærkeste opstilling. jop
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...