EHF Cup-vinder før DM-finale: Selvtilliden er på plads

EHF Cup-sejr har givet Team Tvis Holstebro et selvtillidsboost

Team Tvis Holstebros triumf i EHF-Cuppen har givet et selvtillidsboost inden de to DM-finaler mod FCM Håndbold. Foto: Morten Stricker/Scanpix

Team Tvis Holstebros triumf i EHF-Cuppen har givet et selvtillidsboost inden de to DM-finaler mod FCM Håndbold. Foto: Morten Stricker/Scanpix

HOLSTEBRO:Når Team Tvis Holstebro mandag går på banen til årets første DM-finale i kvindehåndbold, er det med en god portion selvtillid på lommen, efter holdet løb med sejren i EHF Cuppen.

Det meddeler Tvis-pigernes træner, Niels Agesen Nielsen.

- Det er klart, at når man kan vinde på udebane mod franske Metz foran tusindvis af deres fans, så giver det selvfølgelig lidt ballast.

- Vi kan bruge trofæet til at vise, at det godt kan lade sige gøre. Og vi har det med i bagagen, siger han.

Team Tvis Holstebro møder FC Midtjylland i DM-finalen mandag og fredag.

Midtjyderne blev slået ud af EHF Cuppen af netop Team Tvis i semifinalen. Men trods overtaget i den europæiske liga og den ekstra portion selvtillid, mener Tvis-træneren ikke, at det gør dem til de bedste i de kommende DM-kampe.

- Jeg vil sige, at vi ikke kan bruge et EHF Cup-trofæ til noget som helst i de næste par kampe - foruden den selvtillid det giver.

- Vi starter fra 0-0, og det er noget nyt, vi spiller om. Og hvis vi går hen og taber, vejer EHF-trofæet ikke op for det, fastslår Niels Agesen Nielsen.

Tvis-træneren er dog sikker på, at hans piger vil opleve stor opbakning fra beboerne i Holstebro, når de spiller på hjemmebane mandag.

- Vi får en super opbakning på hjemmebane, og jeg ved, at der er meget tæt på udsolgt til mandagens kamp. Så vi glæder os rigtig meget.

- Vi kan selvfølgelig mærke, at alle i byen gerne vil snakke håndbold mere, end de plejer at ville. Man får lykønskninger fra alle sider, og det giver klart en smag på mere, afslører han.

Lykkes det Team Tvis-pigerne at løbe med den samlede sejr i DM-finalen mod FC Midtjylland, er det mere, end de havde turdet håbe på.

- Det vil være en ubeskrivelig drøm, der går i opfyldelse.

- I det her DM-slutspil havde vi en klar målsætning om at få medalje. Og det er vi sikret nu. Så vi kan spille frit på mandag og gå hundred procent efter at vinde, siger Niels Agesen Nielsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.