Ehlers blåstempler dansk forsvarskamp mod ishockeygigant

Mod Rusland så landstræneren en kraftig forbedring i forhold til indsatsen et døgn tidligere.

De danske spillere mødte Rusland med masser af energi og gjorde hårdnakket modstand, inden bolværket ramlede i slutfasen.

De danske spillere mødte Rusland med masser af energi og gjorde hårdnakket modstand, inden bolværket ramlede i slutfasen.

RIGA:Tirsdag var landstræner Heinz Ehlers smågnaven trods en dansk 3-2-sejr over Storbritannien ved ishockey-VM.

Onsdag tabte Danmark så 0-3 til Rusland, men landstræneren er til gengæld helt anderledes tilfreds med sine spilleres indsats mod den langt stærkere modstander.

- Der var mere energi, og konkurrenceniveauet var klart større af en eller anden grund.

- Det har måske noget at gøre med det forventningspres, der kommer, når man møder en modstander, man bør slå, som vi gjorde mod Storbritannien.

- Jeg beundrer spillernes indsats. De var der 100 procent. Vi lavede stort set ikke en fejl før til sidst i kampen, siger Heinz Ehlers.

Lige som sine spillere har han følelsen af, at holdet med blot en anelse mere medvind kunne have taget point fra storfavoritterne.

- Der er ingen tvivl om, at russerne var bedre end os. Men med en smule held scorer vi til 1-1 i det powerplay, hvor Nicolai Meyer i stedet smækkede den på overliggeren. Så ved man aldrig, hvad det ville ende med.

- Det var måske en af de dage, hvor det havde været muligt at tage point fra Rusland, hvis vi havde haft lidt mere offensivt talent, siger Heinz Ehlers.

Danmark står med fem point efter de første fire kampe ved VM. Holdet mangler tre kampe i det indledende gruppespil mod Hviderusland, Slovakiet og Tjekkiet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden