Ishockey

Ehlers efter NHL-hattrick: Min defensiv var skidt

Nikolaj Ehlers strålede mod Chicago Blackhawks, men den ambitiøse dansker var ikke helt tilfreds med sig selv.

Nikolaj Ehlers scorede et mål i hver af de tre perioder mod Chicago Blackhawks og blev kåret som kampens bedste spiller.

Nikolaj Ehlers scorede et mål i hver af de tre perioder mod Chicago Blackhawks og blev kåret som kampens bedste spiller.

WINNIPEG:Den danske NHL-stjerne Nikolaj Ehlers strålede natten til fredag dansk tid, da han med et hattrick var hovedarkitekten bag Winnipegs Jets' hjemmesejr på 6-5 over Chicago Blackhawks.

Med et hattrick og en kåring som kampens bedste spiller skulle man mene, at Ehlers havde tid til at sole sig lidt i succesen. Men den ærgerrige dansker mener stadig, der er plads til forbedring.

- Jeg føler, at jeg har spillet god hockey på det seneste, og det er blevet bedre og bedre. Men min kamp rent defensivt var ikke god i dag, lyder det fra Ehlers til klubbens hjemmeside.

Danskerens sidste af de tre scoringer sendte holdet i front med 6-3 midtvejs i sidste periode, og så burde kampen være lukket.

Men to gange fik gæsterne fra Chicago lov til at reducere, og de sidste tre minutter blev derfor en hektisk og dramatisk kamp for at holde fast i sejren for Winnipeg.

Det med at lukke modstanderne tilbage i kampen er et problem generelt for holdet, mener Ehlers.

- Vi er nødt til at snakke om det. Vi har gjort det for mange gange nu. Det gik heldigvis i dag, og jeg er ikke bekymret, for vi er et godt nok hold til at få styr på det, siger han.

Med sejren indtager Winnipeg tredjepladsen i Western Conference med 30 point efter 24 kampe i sæsonen.

Ehlers har scoret otte mål og lagt op til syv mål i NHL-sæsonen.

/ritzau/