Ehlers vandt danskeropgør

Frans Nielsen lavede en assist, men måtte igen forlade isen som taber, da Winnipeg med Nikolaj Ehlers gæstede Detroit i NHL

Ritzau
Nikolaj Ehlers var med, da Winnipeg slog Detroit. Arkivfoto:Terrence Lee/Ritzau Scanpix
Ishockey 27. oktober 2018 04:53 - Opdateret 27. oktober 2018 09:25

ISHOCKEY: Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen blev noteret for en assist, da hans hold, Detroit Red Wings, natten til lørdag dansk tid tog imod Winnipeg Jets i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Det blev dog canadierne med nordjyske Nikolaj Ehlers på holdet, der kunne gå fra isen som vindere med en 2-1-sejr.

Frans Nielsen var på isen, da Detroit i første periode udnyttede et powerplay. Danskeren sendte pucken til Dennis Cholowski, der hurtigt ekspederede den videre til Andreas Athanasiou, som scorede på et flot slagskud.

Hjemmeholdet fasthold føringen, indtil udeholdets Kyle Connor udnyttede et powerplay 16 minutter inde i anden periode.

Dustin Byfuglien blev den helt store helt for canadierne, da han 13 minutter inde i tredje periode scorede til 2-1.

Det var amerikanerens 500. point i NHL og altså nok til at sikre Winnipeg sejren.

Nikolaj Ehlers fik godt 18 minutter på isen for Winnipeg - dog uden at markere sig på pointtavlen.

Frans Nielsen og Detroit Red Wings er kommet skidt fra start i denne sæson, da det blot er blevet til en enkelt sejr i de første ti kampe.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...