Håndbold

Eigild B. Christensens selskaber skovler penge ind

Det samlede overskud blev sidste år på 34 millioner kroner, og de stammer især fra Neas Holding, det tidligere Nordjysk Elhandel

- Der er tale om et rimeligt resultat, siger Eigild B. Christensen.Foto: Claus Søndberg
- Der er tale om et rimeligt resultat, siger Eigild B. Christensen.Foto: Claus Søndberg

AALBORG: Eigild B. Christensen kunne sidste år bogføre et samlet overskud på 34 millioner kroner i sine selskaber. Det viser årsregnskabet for 2013 fra SEBC Holding ApS., der er holdingselskab i hans koncern.

Selv er Eigild B. Christensen, hvis formue blev grundlagt ved salget af trykkerivirksomheden Color Print, tilbageholdende, når han skal knytte kommentarer til resultatet i 2013.

- Der er tale om et rimeligt resultat, siger han.

Egenkapitalen (formuen) i hans koncern er nu på 387 millioner kroner.

NEAS Holding bidrager meget

Overskuddet og formuen stammer især fra investeringen i Neas Holding, det tidligere Nordjysk Elhandel, som Eigild B. Christensen i 2010 købte 48 procent af aktierne i (øvrige investorer er søskendeparret Dreisler og ledelsen).

Neas Holding fik sidste år et overskud på knap 46 millioner kroner, hvoraf de 22 millioner kroner (48 procent) altså groft sagt tilhører den nordjyske erhvervsmand.

- Det går lige så godt, som vi budgetterede med, da vi købte selskabet, siger Eigil B. Christensen.

Neas har undergået store forandringer, siden selskabet kom på private hænder.

- Vi sælger for eksempel ikke mere el til erhverv og private, fortæller Eigild B. Christensen, der er bestyrelsesformand i Neas.

Har investeret i kapitalfond

Eigild B. Christensen har mod på at investere mere af sin formue i virksomheder.

- Bare ikke i virksomheder, der er i opstartsfasen, siger han.

En del af formuen er blevet i bolig- og erhvervsejendomme rundt om i landet. Og det er også blevet til en investering i Maj Invests kapitalfond LD Equity 2, hvor Eigild B. Christensen ejer tre procent.

Men denne pengeanbringelse er ikke nogen succeshistorie.

- Jeg skal være heldig, hvis jeg skal have mine penge hjemme igen, når fonden lukker, siger han.

Eigild B. Christensen ejer også næsten alle aktier i Aalborg Håndbold, der sidste år fik et overskud på omkring en halv million kroner.

- Det er ikke meningen, at klubben skal være en guldgrube, den skal bare kunne køre rundt, uden at vi som ejere skal skyde yderligere penge ind, understreger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden