Ej blot til lyst

4x4Firehjulstrækkeren Mitsubishi Outlander er både til terræn og asfalt

Det kræver efterhånden sin meget bilinteresserede mand eller kvinde at finde rundt i junglen af firehjulstrækkere. Der var engang da Land Rover, Toyota Landcruiser, Mitsubishi Pajero og Nissan Patrol var noget nær de eneste biler, der havde træk på alle fire hjul. Det var biler, der var konstrueret til at blive brugt - og gerne brugt hårdt. Men de seneste 10 år har den amerikanske firehjulstrækker-bølge bogstavelig talt oversvømmet landet i en sådan grad, at man skulle tro, at vejdirektoratet havde kradset samtlige asfaltveje i Danmark op. Listen over nye firehjulstrækkere, hvis formål primært er at signalere en bestemt livsstil, er mange. I den tunge luksuriøse ende finder man Porsche Cayenne, VW Touareg og Volvo XC 90. Biler, der har givet den ellers ukronede "konge" Range Rover kamp til stregen. I den anden ende af skalaen har vi fra Korea fået discount 4x4 som Hyundai Terracan, mens japanerne har solgt ikke så få af de såkaldte små SUV biler som eksempelvis Toyota Rav4 og Hondas CR-V. Og det er netop i det segment, at Mitsubishis nye Outlander vil ind og blande sig. Outlanderen er en bil, der er ment som mere soft -end off road. En bil, der kan klare sig på græs og grus, men som primært er en livsstilsbil med køreegenskaber, der ligner en almindelig personbil. At dømme efter 150 km testkørsel i det fynske er det mål nået. Råt udseende Outlander har et råt udseende og køreegenskaber, der ikke forskrækker dem, der er vant til at køre helt almindelige biler. Den lidt højere kørestilling til trods arter bilen sig fornemt på små snoede veje. Styringen er direkte og neutral og affjedringen så hård, at man uden problemer kan køre den som en almindelig personbil. Samtidig er den ikke proppet med alle mulige smarte dingenoter, som højdemåler og gyro, hvilket man finder i en del firehjulstrækkere - også i dem hvor man aldrig ville drømme om at bevæge sig væk fra hovedvejen. Næh, Outlanderen er på mange måder en ærlig bil, hvor alt er placeret logisk og der er ikke en knap for meget. Samtidig er udstyrsniveauet højt og alufælge, aircondition sportssæder læderrat, midterkonsol med armlæn er standard. Bagsædepassagererne sidder også fint i bilen og nyder som dem foran godt af den høje siddehøjde Permanent firehjulstræk Bilen fås kun med 2.0 liters motor med 136 hk. Det eneste, der er at vælge imellem er om bilen kun skal have træk på to hjul eller om man ønsker permanent firehjulstræk. Den klarer 0-100 km/t på 11,4 sekunder, lidt stærkere uden firehjulstræk. Støjniveauet er lavt, men i forhold til Honda CR-V virker den en knivspids langsommere. Vil man have træk på to hjul, er prisen 309.996 kr., mens man må slippe 30.000 mere, hvis der skal træk på alle fire hjul. Bilen kan også fås som van, men i så fald kun med permanent firehjulstræk. Prisen på gule plader er 155.950 exl. moms. Er der enkelte, der sidder med prislisten over konkurrenterne foran sig og kun fokuserer på prisen, kan de indvende, at prisen er vel høj. Men læser de lidt grundigere på lektien,finder de ud af, at de mange penge ikke går til tant, fjas og pr-materiale. Med andre ord er Outlanderen uhyre veludstyret. Som tilfældet er med Mitsubishis anden aktuelle Danmarks-nyhed, Lancer Station Wagon, er der kun en ting der for alvor generer. Og det er, at man ikke er i stand til at levere bilen med diesel. Forklaringen er som med Lancer Station Wagon den enkle, at bilen ikke er produceret for at begejstre det dieselbegejstrede europæiske publikum, men derimod først og fremmet er rettet til det japanske og det amerikanske marked, der nærmest må dykke ned i fremmedordbogen, hvis man beder dem forklare, hvad diesel er. Under alle omstændigheder dumper Outlander ned lige midt i et segment, som på bare ét år er steget med 17 procent. Og her har Outlander gode forudsætninger for at snuppe sin del af kagen.