Ejendomshandel mere tryg for forbrugerne

KØBENHAVN:Ejendomsmæglerne får øget oplysningspligt. Og et disciplinærnævn skal sikre skrappere sanktioner, hvis en mægler overtræder reglerne. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) fik torsdag vedtaget sin skarpere linje over for ejendomsmæglere i Folketinget. - Jeg er meget tilfreds med, at der var bred opbakning i Folketinget til mit lovforslag til stramninger af reglerne for omsætning af fast ejendom. Det bliver nu endnu mere trygt og sikkert for forbrugerne at handle bolig i Danmark, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Ministeren siger, at man med ændringerne styrker forbrugerbeskyttelsen - samtidig med at det gøres nemmere at handle med bolig. - Reglerne skal gøres mere enkle, gennemsigtige og tidssvarende. Det er vigtigt, at forbrugerne præcist ved, hvilke præmisser der handles bolig ud fra. Samtidig opretter vi et disciplinærnævn, som skal sikre en hurtigere og mere effektiv indgriben over for ejendomsmæglere, der tilsidesætter deres forpligtelser, siger Bendt Bendtsen. Oplysningspligt Fremover skal en ejendomsmægler oplyse om enhver eventuel personlig eller økonomisk interesse, og de skal oplyse om samarbejdspartnere samt ejerskabsforhold. Endvidere sker der blandt andet en præcisering af reglerne om depositum og garantistillelse i forbindelse med projektsalg. Overholdes reglerne ikke, kan det nye disciplinærnævn idømme dem betydelige bøder, eller i særlige tilfælde frakende dem retten til at være ejendomsmæglere og bøder op til 750.000 kr. Det nye disciplinærnævn får en dommer til formand og repræsentanter for både forbrugere, ejendomsmæglere og uafhængige sagkyndige. Afgørelser i nævnet bliver offentliggjort for at skabe størst mulig åbenhed. Den nye lov træder i kraft 1. oktober 2006. Dog træder en række af bestemmelserne allerede i kraft 1. juli 2006 - herunder oprettelsen af disciplinærnævnet. Ændringerne sker blandt andet efter sidste sommers skandale med ejendomsmægler Hanne Nørrisgaard og Sadolin Parken i København. Hun og sælgeren af byggeriet, den århusianske byggematador Mogens de Linde, annullerede handlerne, mens køberne troede, at de var sikret. /ritzau/