Ejendomsmæglere i dobbeltrolle

KØBENHAVN:Det er egentlig for sent, og loven træder i kraft på lørdag. Men Forbrugerrådet og Danske Boligadvokater gør alligevel et sidste forsøg på at advare imod en lovændring, der cementerer ejendomsmægleres ret til at skrive skøder for boligkøbere. Det er en helt forkert udvikling, mener jurist i Forbrugerrådet Tina Dhanda. - Vi mener, at ejendomsmæglerne derved repræsenterer både køber og sælger i samme handel. Ejendomsmæglere bør ikke skrive skøder, hverken før eller efter fortrydelsesfristen er udløbet, siger Tina Dhanda til Ritzau. En lovændring, der træder i kraft 1. juli, præciserer, at ejendomsmæglere må skrive skøder for boligkøbere efter, at handlen er underskrevet og fortrydelsesfristen udløbet. Det er en lille opstramning i forhold til de gamle regler, hvor ejendomsmægleren også måtte tilbyde at skrive skødet - men allerede i samme øjeblik handlen var underskrevet. Også Danske Boligadvokater kritiserer ændringen. Såvel Forbrugerrådet som Danske Boligadvokater peger på, at dobbeltrollen er med til at forvirre køberne og skabe uklarhed om, hvem ejendomsmægleren reelt repræsenterer. De henviser i den sammenhæng til en imageundersøgelse, som Dansk Ejendomsmæglerforening har fået udarbejdet. Undersøgelsen viser, at 64 procent af danskerne tror, at ejendomsmægleren er en uafhængig rådgiver, der skal give fyldestgørende oplysninger om boligen. Men det holder ikke i virkeligheden, siger Henrik Høpner. - Ejendomsmægleren skal garantere et hurtigt salg til højeste pris og på den måde stille sælger tilfreds. - Det afgørende i et boligkøb er at have en rådgiver, som ikke tjener flere interesser på samme tid, siger han. /ritzau/