Ejendomsmæglerbranchen

Ejendomsmarked holder skansen

Det er ikke usædvanligt med et stort udbud af ejendomme, mener ejendomsmægler.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jernbanegade 24.

Selvom et stort antal udlejningsejendomme i Hjørring i den kommende tid vil blive udbudt til salg, som følge af, at flere private ejendomsselskaber er ved at blive opløst, så vil det ikke få markedet til at gå op i limningen. Det mener ejendomsmægler Frank Elefsen fra Byens Mæglere på Bispensgade, der har stor erfaring med at sælge udlejningsejendomme. NORDJYSKE skrev onsdag, at henved 30 centrale ejendomme er involveret i tvangsopløsningen af blandt andet Ejendomsselskabet af 31/12-03 aps. - Jeg tror faktisk ikke, det kommer til at betyde så meget. Selvom det har stået stille i et stykke tid, så er der generelt stor interesse for udlejningsejendomme i Hjørring, siger Frank Elefsen, der trods alt har solgt fire ejendomme i Hjørring i år. Stor efterspørgsel - Ejendommene i Hjørring er ret efterspurgte, fordi man her kan opnå en højere forretning af investeringen end i større byer som Aalborg og Århus, siger Frank Elefsen. Det er heller ikke noget særsyn, at en stor portefølje af ejendomme kommer til salg på en gang, vurderer ejendomsmægleren. Men en stor del af disse ejendomme har jo tidligere været udbudt til salg, uden at de blev solgt? - Jeg mener, at prisen hidtil har været sat for højt, og dermed har forrentningen været for lav for investorerne. Samtidig har det under finanskrisen været svært for nye investorer at opnå finansiering og komme ind på markedet, siger Fran Elefsen Det er nemlig forrentningen, der bestemmer prisen. Traditionelt har investorer kunnet opnå en forrentning på ca. syv procent ved at købe ejendomme i Hjørring, mens det i byer som Aalborg og Århus kun har været muligt at få fire-fem procent forrentning af investeringen i udlejningsejendomme. Når der er tale om tvangsopløsning af selskaber, er der dog andre faktorer, der også spiller ind, og derfor er der andre, der vurderer, at de mange ejendomme ender på tvangsauktion. - Hvis der er mange panthavere kan det være svært at blive enige om betingelserne, og hvis bagmændene samtidig er trådt ud af selskaberne og har sluppet tøjlerne, ser det heller ikke godt ud, siger afdelingschef i DLR Kredit, Steen Pedersen, der dog ikke vil kommentere den konkrete sag. Men flere kilder vurderer overfor NORDJYSKE, at der netop er tale om overbelåning og dermed mange forskellige panthavere i de berørte ejendomsselskaber. Tvangsopløsningen behandles lige nu i skifteretten, men der er endnu ikke taget stilling til, om det ender med konkurs og tvangsauktioner.